PRM / ITD til kommende regering: Sæt transport- og logistikvirksomhederne fri

    Pressemeddelelse fra ITD – Brancheorganisation for den danske vejgodstransport

    Der findes intet andet erhverv med så mange regler og potentielle bøder, som i vejtransporterhvervet.

    Og de seneste år er antallet af regler, bøder og gebyrer kun vokset. Og det har gjort det sværere at være vognmand i Danmark.

    Men det bør slet ikke være en regerings opgave at opfinde den ene barriere efter den anden for et erhverv, der bidrager til samfundsøkonomien og er afgørende for sammenhængskraften i Danmark. Tværtimod, mener ITD.

    -Det bør være en regerings fornemmeste opgave at fjerne barrierer for erhvervslivet, ikke opfinde dem. Men det er desværre det, der er sket de seneste år. Bødekataloget er vokset, der er kommet mere kontrol, flere bøder og flere gebyrer. Det er den helt forkerte vej at gå, siger Stefan K. Schou, adm. direktør i ITD.

    Derfor foreslår ITD, at den kommende regering sætter et nyt mål om at gøre det lettere at være vognmand i Danmark.

    Og det første regeringen bør gøre er at gennemgå det 42 sider lange bødekatalog, som det tog transportministeren et halvt år at udarbejde, efter transportordfører Niels Flemming Hansen (K) i efteråret 2021 bad om en oversigt.

    – Vi opfordrer den kommende regering til at lave en grundig gennemgang af bødekataloget og bødeniveauerne for at se, om det kan lettes. For proportionerne skal være rimelige, når der sanktioneres for en overtrædelse. Ellers får vi meget svært ved at rekruttere chauffører i fremtiden. For der er ingen erhverv, hvor der er så mange muligheder for at få en bøde i løbet af din arbejdsdag. Det får rigtig mange chauffører til at forlade branchen, og det er ikke i nogens interesse, siger Stefan K. Schou.

    Ud over bøderne, bør regeringen se på den voksende regel- og gebyrjungle, som erhvervet hver dag skal finde rundt i. For ventetider og bureaukrati er en kæmpe udfordring for branchen, som bruger kostbare resurser på unødigt papirarbejde.

    -Bureaukrati og ventetid koster branchen tid og penge, og det presser vognmænd og chauffører. F.eks. hvis de skal vente måneder på at få en godskørselstilladelse, som de ovenikøbet skal til at betale for. Og vi kan konstatere, at det er ikke lykkes for regeringen at få styr på problemet med Færdselsstyrelsen, som stadig har store udfordringer med ventetider, siger Stefan K. Schou og tilføjer.

    -Tværtimod, så har den nuværende regering forsøgt at løse problemet med flere gebyrer og mere kontrol. Det giver ikke mening. Derfor er der brug for en helt ny tilgang til vejtransportområdet. Der skal være fokus på vækst, fastholdelse af danske arbejdspladser og bedre rammevilkår.

    Og hvis man fjerner barrierer og giver bedre forudsætninger for at drive vognmandsforretning, så går det også hurtigere med den grønne omstilling.

    -Hvis vognmændene skal blive grønne, skal de først have sorte tal på bundlinjen. Det kræver ubureaukratiske støtteordninger, som f.eks. en fradragsordning for grønne køretøjer. De færreste vognmænd har en afdeling for grøn transport, som har tid til bureaukrati. Derfor skal det være nemt for, at det virker. Det er et vores hovedbudskaber til politikerne, afslutter Stefan K. Schou.

    Se ITD’s samlede valgoplæg her

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/itd-til-kommende-regering-saet-transport–og-logistikvirksomhederne-fri?releaseId=13663114

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **