PRM / Et ud af tre børn i fattigdom er alvorligt truet af klimakatastrofer

    Pressemeddelelse fra Red Barnet

    774 millioner børn, der lever i fattigdom, er i stor risiko for at blive ramt af klimakatastrofer som f.eks. tørke, oversvømmelser, hedebølger og cykloner. Det svarer til næsten hvert tredje barn på kloden, anslår Red Barnet i en ny rapport.

    Klimakrisen påvirker børn overalt i verden, men konsekvenserne er større og mere vidtrækkende for børn, der også lever i fattigdom, viser rapporten. De har nemlig færre muligheder for at beskytte sig selv og komme på fode igen efter en katastrofe.

    – Klimakrisen og ulighed hænger uløseligt sammen. Dem, som har gjort mindst for at forårsage klimakrisen, bliver hårdest ramt af den og har samtidig mindst magt til at stoppe den. Det kan ikke være rigtigt, at verdens fattigste lande, og de børn der lever her, skal lide mest under konsekvenserne af de klimaforandringer, som de bærer en forsvindende lille del af ansvaret for. Det er de rigeste landes forbrug og produktion, der har skabt klimakrisen. Derfor er det afgørende, at COP27 sikrer penge til klimatilpasning og penge til at hjælpe verdens mest udsatte og fattige lande med at håndtere de tab og skaber, som klimaforandringerne skaber. Det er børns fremtid, som er på spil, siger Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet.

    Børn kan ikke vente

    Topmøder og klimaarrangementer på alle niveauer omfatter sjældent børn. Det er til trods for, at børn ifølge FN’s Børnekonvention, som over 190 lande har underskrevet, har ret til at blive hørt og til at deltage i beslutninger, der vedrører dem.

    Red Barnet har i forbindelse med rapporten spurgt flere end 54.000 børn og unge på tværs 41 lande ind til deres oplevelser med klimaforandringer og ulighed, og hvilke forandringer de kræver fra de voksne. En fællesnævner for størstedelen af børnene er, at de voksne bør gøre langt mere for at komme klimakrisen til livs. Og mange af de børn, som er aktive i klimakampen, føler, at de bliver ignoreret og ikke har indflydelse på deres egen fremtid.

    – Mine kolleger oplever med egne øjne, hvordan klimakrisen skader børn overalt på kloden og accelererer den globale sultkrise. F.eks. i Somalia, som lige nu er ramt af den værste tørke i 40 år og står midt i en omfattende sultkatastrofe. Vi er i gang med at videregive en planet til vores børn og kommende generationer, hvor vi på ingen måde kan garantere dem adgang til sundhed, mad, uddannelse og tag over hovedet. Det er godt, at Danmark bidrager til, at der er danske unge blandt deltagerne på COP27, men vi bør gå foran og aktivt arbejde for, at børn og unge fra hele verden – også de mest fattige og udsatte – kan blive set og hørt. Med vores nye rapport lader vi over 50.000 børn og unge komme til orde. Det er på tide, at vi lytter. Børn i dag får først stemmeret, når løbet er kørt, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

    Løbet fra løfte om milliarder

    Verdens rigeste lande er allerede løbet fra løftet om at finde 100 milliarder dollars om året til de fattigste lande i ny klimabistand fra og med 2020. Danmark bør gå forrest som det gode eksempel og til COP27 melde ud, hvornår og hvordan vi agter at betale vores del af regningen. Selv med de 100 millioner kroner i klimabistand, som blev annonceret for nylig, når Danmark kun op på godt halvdelen af vores andel af den internationale klimabistand – og vi tager stort set alle pengene fra udviklingsbistanden, stik imod aftalen.

    – Vi bør starte med at indfri løftet fra klimatopmødet i København i 2009, hvor Danmark og resten af verdens rigeste lande forpligtede sig til at betale klimabistand til de fattigste lande, som skulle bidrage til den grønne omstilling og blandt andet hjælpe børn og skrøbelige samfund med at tilpasse sig klimaforandringerne, siger Johanne Schmidt-Nielsen og opfordrer samtidig den danske regering til at gøre klimabistanden helt fri af udviklingsbistanden.

    – Det er på høje tid, at Danmark stopper med at udhule udviklingsbistanden – f.eks. ved at betale langt størstedelen af vores klimabistand med midler derfra. Vi sender jo blot regningen for vores og andre vestlige landes CO2-udledning videre til verdens fattigste og mest sårbare – som i forvejen er allerhårdest ramt af klimaforandringerne. Det skal og kan vi gøre bedre, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

    Fakta om rapporten:

    • Red Barnets rapport “Generation Hope: 2.4 billion reasons to end the global climate and inequality crisis” er lavet i samarbejde med forskere fra Vrije Univesiteit i Bruxelles.
    • Ved at sammenkøre modeller af de ekstreme klimabegivenheder, som børn udsættes for, med data om, hvor mange børn der er ramt af fattigdom og konflikt, har man kunnet opgøre, hvor mange børn der er påvirket af hver af disse risici.
    • 774 millioner børn i fattigdom – eller næsten hvert tredje barn på kloden – er alvorligt truet af ekstreme klimabegivenheder. Langt størstedelen lever i lav- og middelindkomstlande.
    • Sydsudan har den højeste procentdel af børn i fattigdom, som er i stor risiko for klimakatastrofer – efterfulgt af Den Centralafrikanske Republik og Mozambique.
    • Indien har det højeste antal børn, der både lever i fattigdom og er truet af ekstreme vejrfænomener – op mod 223 millioner børn i alt. Nigeria og Etiopien følger efter.
    • 121 millioner af børnene bor i lande med højere indkomst. 28 millioner af dem bor i verdens mest velhavende lande – f.eks. USA og Storbritannien.
    • 183 millioner børn lever ikke bare i fattigdom og i høj risiko for at blive ramt af klimakatastrofer. De er også påvirket af konflikt. Det gælder f.eks. over halvdelen af børnene i Afghanistan.
    • Fattigdomsbetegnelsen i rapporten er multidimensionel. Børn er klassificeret som værende i fattigdom, hvis de lider under afsavn på mindst et af følgende områder: sundhed, ernæring, uddannelse, bolig, vand eller sanitet.
    • Se også Red Barnets klimarapporter fra 2021, der bl.a. viser, at et nyfødt barn i gennemsnit vil opleve syv gange flere hedebølger i løbet af sin levetid, sammenlignet med sine bedsteforældre, og at klimakrisen gør tre gange flere mennesker internt fordrevne end krig og konflikt.

    Kontakt:

    Presseansvarlig Gudmund de Stordeur Baudinet tlf.: 2189 2112 email: gds@redbarnet.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/et-ud-af-tre-born-i-fattigdom-er-alvorligt-truet-af-klimakatastrofer?releaseId=13662819

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **