Pressemeddelelse fra Dansk Vegetarisk Forening
Den yngre del af befolkningen er i langt højere grad end den ældre i gang med selv at omstille deres kostvaner i retning af mindre kød på tallerkenerne i form af ugentlige, kødfrie dage. De ønsker også i højere grad politisk handling for at fremme omstillingen, viser Coop Analyse og Dansk Vegetarisk Forenings årlige undersøgelse om danskernes holdning til kød.
For selv om antallet af personer, der spiser fleksitarisk – altså spiser vegetarisk de fleste af ugens dage – blandt alle aldersgrupper stiger lidt år for år, er det de yngre forbrugere, der i højere grad end de ældre driver udviklingen. Blandt alle aldersgrupper er det nu 18 %, der lever overvejende eller helt vegetarisk, mens det blandt de 18-34-årige er hele 30 %, som svarer, at de spiser helt eller overvejende vegetarisk.
Kødfrie dage er desuden langt fra unormalt blandt flertallet af yngre personer. Hele 59 % af respondenterne under 35 år har i undersøgelsen anført, at de spiser vegetarisk aftensmad én eller flere dage om ugen. 68 % af de under 35-årige spiser ét eller flere vegetariske frokostmåltider om ugen.
Coops analysechef Lars Aarup mener, at tallene er et udtryk for en naturlig udvikling i danskernes kostvaner, ikke mindst blandt yngre mennesker.
“Det er sjette år i træk, at vi laver denne undersøgelse, og hvert år har vi set, at det er den yngre del af befolkningen, der er mest villige til at omlægge kosten. I år ser vi en stigning i andelen af fleksitarer på tværs af alle aldersgrupper, men det er stadig de unge, der driver udviklingen, hvor de ældre er lidt mere konservative. Mange har i deres svar anført, at de simpelthen bare er ‘vant til at spise kød’ og derfor har svært ved at omlægge kosten, og her ved vi, at de unge er mere parate til at prøve nye smage og retter,” forklarer han.
Det er også i den yngre aldersgruppe, at vi finder den største andel, der mener, at “det samlede kødforbrug i Danmark bør reduceres”. 53 % af de adspurgte mellem 18 og 34 år har svaret “ja” til det spørgsmål. Samtidig har 60 % af de adspurgte under 35 år svaret, at de enten “i nogen grad”, “i høj grad” eller “i meget høj grad” ønsker selv at spise mindre kød, end de gør i dag.
Politikerne har et ansvar
Dansk Vegetarisk Forenings generalsekretær Rune-Christoffer Dragsdahl, mener, at undersøgelsen tegner et billede af, at befolkningen – særligt den yngre del – gerne ser politisk handling for at understøtte den reduktion af kødforbruget, de allerede selv er i gang med.
“Undersøgelsen viser, at danskerne selv gerne vil spise grønnere, men også, at de forventer, at politikerne skaber gode rammer for en grønnere kost ved at investere i erhvervsudvikling og ved at sætte klimamålsætninger for de offentlige køkkener. Vi håber derfor, at politikerne tager ansvaret på sig. Det forventer befolkningen, og især de unge,” siger Rune-Christoffer Dragsdahl.
Analysen viser, at et flertal af danskerne (57 %), på tværs af alle aldersgrupper mener, at politikerne har et ansvar for at “fremme klimavenlig mad og reducere kødforbruget i Danmark”.
Coop Analyse har også spurgt, om Folketinget bør “indføre en national målsætning om CO2-reduktion for maden i de offentlige køkkener”. Her erklærer blot 16 % af den yngre aldersgruppe sig helt eller delvist uenige, mens 44 % er helt eller delvist enige.
På spørgsmålet om, hvorvidt Folketinget “bør investere mere i plantebaserede fødevarer”, er der også stor opbakning fra især de under 35-årige. En del af de adspurgte har ikke taget stilling til spørgsmålet og svarer “hverken eller”, men de personer, der har taget stilling, er i overvejende grad enige i, at der skal investeres mere.
“Politikerne er lige nu i gang med en vigtig debat om omstillingen af landbruget i en mere plantebaseret retning, og vores undersøgelse viser, at befolkningen er klar til at omfavne udviklingen. At det er fremtidens forbrugere i den yngre målgruppe, der enten allerede har lagt kosten om eller ønsker at gøre det, sætter bare en endnu tykkere streg under udviklingen,” siger Rune-Christoffer Dragsdahl.
Blandt alle de adspurgte, der har ét eller flere kødfri måltider om ugen, er klima/miljø og sundhed de to største årsager til at undgå at spise kød.
En fjerdedel af de adspurgte har desuden i år angivet pris som årsag til at skære ned på kødet, hvilket er mere end dobbelt så mange som i 2021.
Det er sjette gang, at denne undersøgelse er blevet gennemført af Coop Analyse, der således har fulgt udviklingen fra 2017-2022.
1.000 personer deltog i undersøgelsen, der blev gennemført i august 2022. Data er vægtet på køn, alder og geografi, og resultaterne er repræsentative for den danske befolkning 18-74 år.
Er du journalist og ønsker at få tilsendt dele af undersøgelsen, kontakt da DVF’s presseafdeling.
Kontakt:
Rune-Christoffer Dragsdahl
Generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening
rc (at) vegetarisk.dk / Tlf 50 56 18 17
Berit Ertmann
Pressechef, Dansk Vegetarisk Forening
berit.ertmann (a) vegetarisk.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-maling-viser-generationskloft-isaer-de-unge-efterlyser-politisk-handling-for-at-reducere-kod-og-fremme-gron-mad?releaseId=13662981
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **