PRM / Advarsel: Politikerne er på vej til at åbne Pandoras Æske

    Pressemeddelelse fra Dansk Metal

    “Når partierne nu vælger at blande sig i lønnen til bestemte grupper, så bryder de med grundlæggende principper på det danske arbejdsmarked. De risikerer at åbne Pandoras Æske, så valgkampe fremover vil handle om, hvilke partier, der vil løfte lønnen for hvilke grupper i samfundet. Om fire år er det formentlig nye grupper, der ønsker mere i løn. Det er skidt for dansk økonomi, for vores konkurrenceevne og på langt sigt også for vores velfærdssamfund,” siger Dansk Metals formand Claus Jensen.

    Både Claus Jensen fra Dansk Metal og Lars Sandahl fra DI understreger, at de har fuld forståelse for, at vi skal have en god ældrepleje og et velfungerende sundhedsvæsen i Danmark. Men politikerne er i gang med at bryde med grundlæggende principper på det danske arbejdsmarked, som på langt sigt skader velfærdssamfundet mere, end det gavner.

    Hvis politikerne beslutter at hæve lønnen på det offentlige område, så tilsidesætter de også den såkaldte reguleringsordning. Det er et grundlæggende princip på det danske arbejdsmarked, som betyder, at lønningerne i det private og det offentlige følges ad. Hvis det offentlige bliver lønførende, vil det skade dansk økonomi og virksomhedernes konkurrenceevne over for udlandet.

    “Vi kan kun have et ordentligt velfærdssamfund, hvis vi også har et stærkt privat arbejdsmarked. Det er jo der, pengene kommer fra. Det er helt afgørende for dansk økonomi, at eksportindustrien sætter standarden for lønudviklingen i Danmark. Det sikrer, at vores virksomheder er konkurrencedygtige over for udlandet. Hvis det offentlige bliver lønførende, vil det skade Danmarks konkurrenceevne,” siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.

    Lars Sandahl og Claus Jensen opfordrer politikerne til at have is i maven her i valgkampen og i stedet afvente den lønstrukturkomité, som Folketinget har nedsat for netop at se på, om der er grupper i den offentlige sektor, der har et efterslæb på lønnen.

    “Man skal huske på, at hvis man som lønmodtager accepterer, at politikerne blander sig i lønnen, når de siger, den skal op, så åbner man jo også for, at politikerne kan sætte lønnen ned. Det er en fristelse, man bør stå i mod. Politikerne skal holde fingrene væk – de skal ikke blande sig i lønnen. Det er et anliggende for arbejdsmarkedets parter,” siger Claus Jensen.

    Kontakt:

    Pressekontakt, Dansk Metal: Rasmus Thye Lynghøj, tlf. 30 76 71 27

    Pressekontakt, DI: Lars Bøgeskov, tlf. 22 36 31 38.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/advarsel-politikerne-er-pa-vej-til-at-abne-pandoras-aeske?releaseId=13662910

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **