Pressemeddelelse fra UNICEF Danmark
I Afghanistan har flere end 1 million piger fra syvende klasse og op mistet deres ret til skolegang siden august sidste år. Verden over går 129 millioner piger ikke i skole – de udgør tre fjerdedel af de børn, der ikke går i skole globalt set. Ligestilling og pigers rettigheder er fortsat en dagsorden, der er frygtelig aktuel – og derfor også blandt de sager, som UNICEF kæmper for.
Maria Jencel er en ivrig fortaler for piger og kvinders rettigheder og har vist, hvordan hun har kunnet skubbe til holdninger og stereotyper gennem sit arbejde på egne platforme og som tidligere journalist, udenrigskorrespondent og radiovært på blandt andet DR. Denne positionog faglighed vil hun fremover bruge sammen med UNICEF til at skabe opmærksomhed på ligestilling, pigers rettigheder og UNICEFs arbejde for alle verdens børn.
“Jeg glæder mig til at stå skulder ved skulder med UNICEF i arbejdet for især pigers rettigheder. Ligestilling er en menneskeret, og derfor er det vigtigt for mig at kaste lys over de strukturelle uligheder, jeg oplever hver eneste dag i vores samfund. Både herhjemme – men også ude i verden.Som ambassadør for UNICEF Danmark får jeg et stærkt grundlag for debatten og en vigtig sparringspartner, der kan hjælpe mig med at komme ud med mine budskaber i endnu højere grad,” siger Maria Jencel.
Med Maria Jencel ombord styrker UNICEF Danmark holdet af dedikerede ambassadører, der med hver deres faglige ballast kan bidrage med særlige indsigter og bringe UNICEF tættere på danskerne.
“Vi er enormt glade for at have fået Maria med på holdet. Hendes stærke stemme i ligestillingsdebatten kombineret med vores passion for arbejdet for ikke blot verdens piger – men alle verdens børn, er et perfekt match. Sammen kan vi sætte fokus på nogle af de uligheder, som vi oplever både herhjemme og ude i verden,” siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.
I september udgav Maria Jencel og UNICEF Danmark podcasten “De Usynlige Kvinders Klub”. En podcastserie, der stiller skarpt på piger og kvinders rettigheder med afsæt i ligestillingsproblemer i den vestlige verden – og med global perspektivering til pigers rettigheder i hele verden. Podcasten arbejder ud fra devisen, at hvis vi ikke taler om de fortsatte ligestillingsproblemer i et land som Danmark, hvordan skal vi så tale kvinders sag i resten af verden? Maria tiltræder som ambassadør i UNICEF Danmarks ambassadørkorps, som i forvejen består af Sofie Østergaard, Rasmus Brohave, Rasmus Kolbe og Joakim Mæhle.
Kontakt:
Senior Campaign Manager Lise Vejnø. Tlf. 61674566, mail: lvejno@unicef.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/maria-jencel-ny-ambassador-for-unicef-danmark?releaseId=13662912
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **