PRM / Oplev Festen for de Døde på Moesgaard

    Pressemeddelelse fra Moesgaard Museum

    Moesgaard afholder igen i år en fest for de døde i anledning af De Dødes Dag. Der vil være masser af aktiviteter i weekenden 5. og 6. november, og museet er pyntet op med farverige dekorationer allerede fra 25. oktober og helt til 6. november.

    De Dødes Dag er en stor højtid i Mexico, hvor man mindes og ærer familiens afdøde slægtninge. En gang om året besøger de afdødes sjæle de levendes verden. Derfor sættes der altre i hjemmet til minde om et familiemedlem, gaderne pyntes med papirklip, og på kirkegården kan man se mennesker våge i lyset fra levende lys og møde familier, der fester med spiselige lækkerier og musik for den afdøde.

    Program lørdag 5. og søndag 6. november
    I weekenden er der skruet helt op for festlighederne på Moesgaard Museum med masser af aktiviteter for hele familien.

    Følgende aktiviteter skal prøves med et klippekort, der kan købes i museets webshop.

    Ansigtsmaling
    I Mexico fejres de dødes dag ofte med en stor parade, hvor folk er klædt ud og malet som skeletter. Kom og bliv malet i hovedet som et festligt skelet.

    Sukkerkranier
    I hjemmet og på gravsteder pyntes med sukkerkranier som en påmindelse om, at døden er uundgåelig. Vær med til at lave sukkerkranier.

    Blomsterbinding
    Lær at binde farverige blomster af papir, ligesom man gør i Mexico ved De Dødes Dag.

    Mindekranier
    Vær med til at pynte papmachekranier med papirblomster.

    Aktiviteterne foregår i timeslots á to timer i tidsrummet kl. 9.00-16.00. Der skal ved køb af klippekort vælges et specifikt timeslot for at mindske ventetiden ved aktiviteterne. Der skal løses entrébillet til museet for at deltage i familieaktiviteterne. Børn og unge under 18 år har gratis adgang til museet. Børn under 14 år skal være i ledsagelse af en voksen for at deltage i aktiviteterne. Læs mere om Festen for de Døde

    Andre aktiviteter i weekenden
    Der er også mulighed for at se film, komme på en guidet tur i museets udstilling om festen for de døde og høre mexicansk live musik. Disse aktiviteter er gratis, men man skal have entrébillet.

    Animationsfilm i auditoriet (ingen entrébillet nødvendig)
    Kl. 09.30, 12.00 og 14.30
    Se den familievenlige animationsfilm om De Dødes Dag i Mexico og drengen Miguels utrolige rejse til de dødes rige.

    Guidet tur om Festen for de Døde
    Kl. 11.00, 12.00, 13.30 og 14.30
    Guidet tur om festen for de døde i museets etnografiske udstilling. Mødested: i museets foyer. Varighed: ca. 20 minutter.

    Mexicansk musik i foyeren
    Kl. 13.00-13.45 og 14.15-15.00
    Lørdag kan man høre Alexis Mendez synge og spille. Søndag byder Julian Maraboto Croda på sang og musik.

    Kontakt:

    Leder af formidling, Moesgaard Museum Wencke Maderbacher tlf.: 24791779 email: wma@moesgaardmuseum.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/oplev-festen-for-de-dode-pa-moesgaard?releaseId=13662854

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **