PRM / DUF åbner for indstillinger til prisen som Årets Ungdomskommune 2023

    Pressemeddelelse fra DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd

    I mere end 15 år har DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd – uddelt prisen som Årets Ungdomskommune til en kommune i Danmark, der gør noget ekstraordinært for børn og unge. Og i år er ingen undtagelse. Derfor er vinduet nu åbent for indstillinger.

    Vinderkommunen modtager 10.000 kroner, der er øremærket til at styrke ungeområdet.

    “Vi er rigtig stolte af at have skabt en tradition for ungdomskommuneprisen. Den er med til at anerkende de kommuner, som lige går den ekstra mil for at bidrage til det gode ungeliv. Det gode ungeliv er jo mange ting. Det er både demokratisk inddragelse, gode fritids- og foreningsmuligheder og meget mere” siger Christine Ravn Lund, forkvinde for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd.

    “Mange kommuner gør allerede et flot stykke arbejde, men vi håber samtidig, at prisen er med til at inspirere kommuner til at prioritere ungeinddragelse, samarbejde med det lokale foreningsliv og skabe gode rammer for unge. Særligt efter en periode med corona, tror jeg det er vigtigt at sætte ind på ungeområdet, så vi kan komme trivselskrisen til livs”, uddyber hun.

    Både kommunen selv, enkeltpersoner og foreninger kan indstille en kommune. En kommune kan indstilles, hvis den eksempelvis giver ekstra gode rammer for ungdomsforeninger, har etableret et ungdomsråd eller noget helt tredje – alle tiltag tæller.

    Sidste år vandt Horsens kommune, for over en bred vifte af have prioriteret ungeinddragelse. De har både et velfungerende ungeråd, og har bygget et ungekulturhus “platform K”.

    Fristen for indstillinger er 30. november kl. 12.00.

    Sådan gør du

    For at blive nomineret skal kommunen indstilles af en borger, forening eller kommunen selv med en skriftlig begrundelse på max 1-2 sider, der beskriver, hvorfor I skal vinde årets Ungdomskommunepris.

    Send en mail til duf@duf.dk mærket ‘Ungdomskommunepris 2023′ senest den 30. november 2022 med en begrundelse for, hvilken kommune, du synes, fortjener at blive Årets Ungdomskommune 2023. Når vi har modtaget indstillingen, modtager du en bekræftelsesmail inden for et par dage.

    Husk også at udfylde informationsskemaet med baggrundsinformation og kontaktoplysninger, og vedlæg det din indstilling.

    En dommerkomité nedsat af DUF vil herefter bedømme de indsendte forslag og udpege vinderkommunen.

    Kontakt:

    DUFs pressetelefon tlf.: 22109005 email: presse@duf.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/duf-abner-for-indstillinger-til-prisen-som-arets-ungdomskommune-2023?releaseId=13662855

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **