PRM / 3F: Konservativ plan vil koste medlemmer dyrt

    Pressemeddelelse fra 3F

    – Søren Pape forsøger at føre vælgerne bag lyset, siger forbundsformand i 3F, Henning Overgård

    Da de konservative fremlagde deres omdiskuterede 2030-plan, var et af løfterne, at en almindelig arbejderfamilie ville få 11.200 kroner mere til sig selv om året.

    Men en ny analyse viser, at arbejderfamilier i bedste fald får meget lidt ud af planen – og for manges vedkommende vil få ekstra udgifter på mere end 10.000 kroner.

    – Det her viser, at Papes udspil er rent bluff. Han forsøger at føre vælgerne bag lyset ved at fortie, at hans plan reelt trækker penge op af arbejderfamiliernes lommer, siger forbundsformand i 3F, Henning Overgård.

    – Nu har vi for første gang tal på, hvor meget mine medlemmer og alle de andre, der bliver ramt, reelt skal betale, siger Henning Overgaard.

    Analysen er, som de konservatives eget udspil, baseret på tre familietyper. Og mens der er store fortjenester for en direktørfamilie, vil en arbejderfamilie, som i fremtiden selv skal betale for besparelser på blandt andet tilbagetrækning og dagpenge skulle finde 13.500 kroner mere på budgettet.

    – Gudskelov er der nok ikke mange, der tager Papes drøm om at blive statsminister alvorligt længere. Men det her er en plan, som bliver en del af tankegodset, hvis vi får en blå regering. Og det vil jeg gerne advare mine medlemmer imod, siger Henning Overgaard.

    – Det handler om, hvem der skal betale gildet. Dem der spiser kaviar eller dem, der ikke har en rød reje. Jeg ved godt, hvad jeg synes, siger Henning Overgaard.

    Hele Analysen er tilgængelig her:

    https://www.ae.dk/analyse/2022-10-arbejderfamilien-taber-paa-konservatives-skatteplan-naar-dagpengeforringelser-og

    Du kan selv udregne, hvor meget du skal spare op til tidlig pension og efterløn, hvis retten til det bliver fjernet. Se her:

    https://www.ae.dk/analyse/2022-10-pensionsberegner

    Kontakt:

    For yderligere information, kontakt 3F’s pressetelefon på 88 92 88 92.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/3f-konservativ-plan-vil-koste-medlemmer-dyrt?releaseId=13662807

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **