PRM / Enkel og klassisk børnestrik

    Pressemeddelelse fra Turbine Forlaget A/S

    For omkring to år siden gik Maria Bach Jensen i gang med de opskrifter, der nu udgør Vintagestrik. Hun har de seneste år designet strikkeopskrifter både i sin egen virksomhed, Sanastrik, og for garnfirmaer. Nu ville hun gerne lave en samlet kollektion, der skulle have et overordnet tema og koncept. Målet var ikke fra begyndelsen at lave en bog, men undervejs stod det klart, at de enkle og klassiske modeller med et strejf af nostalgi skulle samles og udgives som Vintagestrik.

    “Jeg er rigtig glad, taknemmelig og stolt over, at jeg endelig kan stå med min første bog i hænderne, og at den er blevet lige sådan, som jeg forestillede mig den. Siden jeg var barn, har jeg faktisk drømt om at skrive en bog. Skønlitterær forfatter bliver jeg nok aldrig, men at kombinere min skrivelyst med min passion for strik og design har vist sig at være et perfekt match for mig,” fortæller Maria Bach Jensen, der begyndte at strikke allerede som barn.

    Da hun skulle være mor, faldt det hende naturligt at strikke til sit kommende barn. Hver eneste maske kunne rumme uendelig meget kærlighed, og for Maria Bach Jensen er det en stor glæde fortsat at klæde sine børn i varm og blød kærlighed i form at trøjer, huer og slipovers.

    Langt de fleste modeller i Vintagestrik er unisex, og hvis de strikkes i neutrale farver og i garn af god kvalitet, kan tøjet gå i arv til den næste i flokken eller til kommende generationer.

    Inspirationen til de 17 strikkeopskrifter er fundet i det forrige århundredes modebillede – især 1970’erne har været en stor inspirationskilde. Aranmønstre og strukturer, hulmønstre og fair isle-motiver giver spændende udfordringer til både erfarne og nye strikkere.

    Maria Bach Jensen har en baggrund inden for arkitektur og design og driver nu sin egen virksomhed, Sanastrik. Hun bor i Velling lidt uden for Ringkøbing med sin mand og deres børn.

    Fakta om bogen:

    Titel: Vintagestrik – til børn fra 2-10 år
    Forfatter: Maria Bach Jensen
    Forlag. Turbine
    ISBN: 9788740676228
    Sidetal: 158
    Vejl. pris: 299,95 kr.
    Udgivelsesdato: 27. oktober 2022

    Kontakt:

    PR og kommunikation Marie Jensby tlf.: 60548460 email: marie.jensby@turbine.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/enkel-og-klassisk-bornestrik?releaseId=13661263

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **