PRM / 489 kommunale bygninger på Lolland-Falster har et højt energiforbrug

    Pressemeddelelse fra DI Byggeri

    248 kommunale bygninger i Lolland Kommune og 241 i Guldborgsund Kommune har et højt energiforbrug. Det svarer til, at henholdsvis 53 procent og 59 procent af de to kommuners bygninger har et energimærke D, E, F eller G.

    Det viser en ny opgørelse fra Dansk Industri over kommunale bygningers energimærke.

    – Der er på Lolland-Falster rigtig mange kommunale bygninger, der trænger til en energirenovering, f.eks. i form af nye vinduer, isolering, nyt tag eller andet, der kan være med til at spare på energien. Hele samfundet kigger ind i en energikrise, og tallene viser med alt tydelighed, at det langt fra er nok at skrue ned for varmen i de offentlige bygninger. Der skal investeres i energirenovering, og man kan ligeså godt gå i gang, siger Jesper Toftebjerg Andersen, formand for DI Byggeri Sjælland & Lolland-Falster.

    I hele Region Sjælland har 3.545 kommunalt ejede energimærkede bygninger energimærke D til G. Det svarer til 62 procent.

    – Tallene viser, at der overalt på Sjælland og Lolland-Falster findes en meget stor bygningsmasse, der formentlig er helt utidssvarende i forhold til at begrænse varmeforbruget, konstaterer formand Jesper Toftebjerg Andersen, DI Byggeri Sjælland & Lolland-Falster.

    I hele Danmark er der næsten 18.000 kommunalt ejede bygninger med energimærke D til G. Det svarer til en andel på 64 procent. Dansk Industri opfordrer politikerne på Christiansborg til efter folketingsvalget at forpligte kommunerne til hvert år at energirenovere mindst tre procent af deres bygninger.

    – Skal der for alvor gang i den kommunale energirenovering, er det nødvendigt, at politikerne på Christiansborg laver en plan for, hvor hurtigt kommunerne skal være i mål med at spare på energien i de mange tusinde bygninger, som de ejer. Det håber jeg, at hele Christiansborg vil se på efter valget, siger formand DI Byggeri Sjælland & Lolland-Falster Jesper Toftebjerg Andersen.

    Fakta om energimærker:
    Energimærket er baseret på et beregnet forbrug, som er en indikator for bygningens energimæssige kvalitet. Energimærkning udføres af en energikonsulent, som måler bygningen op og undersøger kvaliteten af isolering, vinduer og døre, varmeinstallation m.v. Energikonsu-lenten placerer bygningen på en skala fra A til G, hvor A er den bed-ste energiklasse, mens G betyder at bygningen har et højt energiforbrug. Kilde: Energistyrelsen.

    Kontakt:

    Formand for DI Byggeri Sjælland & Lolland-Falster Jesper Toftebjerg Andersen, telefon 40 21 75 65
    Regional konsulent for DI Byggeri Sjælland & Lolland-Falster Anders Hjorth Jensen, telefon 27 13 49 89

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/489-kommunale-bygninger-pa-lolland-falster-har-et-hojt-energiforbrug?releaseId=13662413

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **