PRM / Elprisen slår igen rekord, men danskerne er blevet gode til at spare på strømmen

    Pressemeddelelse fra Norlys

    I disse dage modtager tusindvis af elkunder med produktet PuljeEl deres acontoregning fra Norlys for årets sidste tre måneder. Energikrisen med mangel på energi har de seneste måneder presset elprisen op, og det mærker de kunder, der har haft prisen låst de seneste tre måneder, nu også.

    – Prisen på PuljeEl har desværre aldrig været højere. Når vi køber el ind på energimarkederne, er prisen markant højere, end den var for tre måneder siden. Derfor oplever de af vores kunder, der har PuljeEl, at prisen stiger, siger Christian Ruhe, der er kommerciel direktør i Norlys’ energiforretning.

    Den rene elpris for PuljeEl i oktober, november og december er 497,82 øre/kWh for kunder i Jylland og på Fyn. Det er mere end dobbelt så meget, som prisen for PuljeEl var i juli, august og september.

    Spar 10 procent på strømmen og 10 procent på regningen

    De stigende priser har fået mange kunder til at spare på strømmen, og det afspejler sig i de nye regninger.

    Norlys beregner kundernes forventede forbrug ud fra hvor meget strøm, kunden har brugt det seneste år. For at tage bedre højde for at mange kunder sparer på strømmen, har Norlys gjort grænsen for justering af forbruget markant lavere, så selv mindre udsving i forbruget, kan mærkes på regningen. Det betyder, at over 100.000 Norlys-kunder i oktober har fået fastsat et lavere acontoforbrug.

    – Vi opfordrer alle vores kunder til at følge sparerådene, og vi er rigtig glade for at se, at så mange allerede gør det. Kunderne er pressede på økonomien, og derfor er det vigtigt for os, at besparelsen fremgår af regningen med det samme. De cirka ti procent, som mange nu sparer, er dog ikke nok til at opveje de stigende priserne, og derfor er de regninger, vores kunder modtager i disse dage desværre historisk høje, siger Christian Ruhe.

    Fordele og ulemper ved at låse elprisen

    Norlys udbyder i øjeblikket to forskellige elprodukter. PuljeEl, hvor prisen låses fast i tre måneder ad gangen, og FlexEl, hvor elprisen svinger time for time.

    – Hvilket produkt, der er det billigste, afhænger af kundens forbrug. Fordelen ved PuljeEl er, at man kan låse elprisen, og det kan give en tryghed i budgettet. Med PuljeEL kan man i perioder med stigende elpriser, som vi har set de seneste måneder, holde sin elpris i ro, siger Christian Ruhe.

    I juli, august og september betalte Norlys’ kunder med PuljeEl 216,25 øre/kWh i Jylland og på Fyn. Det er væsentligt lavere end det, som FlexEl har kostet især i spidsbelastningstimer, hvor priserne er højest.

    – Gør man en aktiv indsats for at flytte sit elforbrug til de timer af døgnet, hvor elprisen er lav, kan det være en god idé at vælge FlexEl. Har man for eksempel en elbil, kan der være mange penge at spare ved at lade bilen op i de timer, hvor elprisen er lav, siger Christian Ruhe.

    Ønsker man at skifte elprodukt, kan man gøre det på Norlys’ hjemmeside. Er man i tvivl om, hvilket elprodukt man har, kan man se det på sin elregning eller på mit.Norlys.dk.

    Kontakt:

    Pressechef Michelle Hald tlf.: +45 42 44 68 46 email: michal@norlys.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/elprisen-slar-igen-rekord-men-danskerne-er-blevet-gode-til-at-spare-pa-strommen?releaseId=13662707

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **