PRM / CO2-afgift kan give voldsomme jobtab i landbruget

    Pressemeddelelse fra Landbrug & Fødevarer

    En høj CO2e-afgift på de biologiske processer vil føre til et tab på mellem 19.000 og 36.000 arbejdspladser i landbruget og de tætknyttede industrier. Intervallet dækker over forskelle i, hvor intens konkurrencen på de internationale råvaremarkeder antages at være.

    Landbruget beder ikke om at blive friholdt på bekostning af andre. Vi har en landbrugsaftale, som sætter konkrete mål for CO2-reduktionen i landbruget. Den er vi i fuld gang med at levere på, alt imens vi passer på de danske arbejdspladser, siger formand for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard.

    Effekterne af en Co2e-afgift vil være størst i landdistrikterne

    De kommuner, hvor afgiften forventes at medføre det største jobtab, er Ringkøbing-Skjern, hvor der forventes et tab af arbejdspladser på mellem 737 og 1.411. Derefter kommer Herning med et tab på mellem 620 og 1192.
    Og det tredje største tab vil ske i Horsens med et tab på mellem 572 og 1.137 arbejdspladser.

    Omfanget af tabet af arbejdspladser afhænger af flere forhold.

    Et af de helt afgørende forhold er betydningen for fødevareerhvervets konkurrenceevne.
    En CO2e-afgift vil kun øge produktionsomkostningerne i Danmark, da andre lande ikke har indført en CO2e-afgift. Det svækker erhvervets konkurrenceevne og producenter i andre lande vil overtage produktionen og vinde markedsandele.

    Det globale klima kommer ikke til at vinde noget ved, at vi fjerner vores egen fødevareproduktion. Den produktion vi fjerner i Danmark, vil opstå andre steder. Og her er det altså fortsat værd at huske på, at vi er blandt de bedste i verden til at producere klimaeffektivt, siger Søren Søndergaard.

    I et scenarie, hvor konkurrencen på landbrugsprodukter antages at være lav, vil en høj CO2e-afgift på de biologiske processer føre til et tab på 19.000 arbejdspladser i landbruget og fødevareindustrien i Danmark.
    Det svarer til beregningerne i De Økonomiske Råds formandskab. I en situation, hvor konkurrencen på landbrugsprodukter antages at være høj, vil afgiften føre til et tab af godt 36.000 arbejdspladser i landbruget og fødevareindustrien i Danmark.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/co2-afgift-kan-give-voldsomme-jobtab-i-landbruget?releaseId=13662757

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **