PRM / Unge klimaaktivister demonstrerede i Aalborg for et klimavalg

    Pressemeddelelse fra Den Grønne Ungdomsbevægelse

    “I en tid, hvor alle politikere stiller sig i kø for at erklære sig grønne, er det svært at gennemskue, hvem der vil levere reel klimahandling. Det er grunden til, vi har stillet tre klimakrav, som man ikke kan komme uden om, hvis vi skal nå Danmarks klimamål. De klimakrav har politikerne taget stilling til, deres besvarelser viser tydeligt, hvilke partier der reelt er grønne. Det har vi taget dialogen med borgerne om i dag,” siger Gorm Nissen, aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse.

    Efter flyeruddeling og dialog med borgere afholdt Den Grønne Ungdomsbevægelse en stor demonstration på Nytorv, der fokuserede på vigtigheden af et klimavalg og stop for anlægningen af Egholm-motorvejen.

    “Med Egholm-motorvejen finansierer politikerne vejen mod yderligere klimakollaps. At det projekt ikke er stoppet for længst siger alt om den manglende kriseforståelse på Christiansborg,” siger Viktoria Windfeld Hinge fra Den Grønne Ungdomsbevægelse til demonstrationen.

    Aktivisterne samledes om aftenen til valgkampsværksted, hvor lokale unge dukkede op at hjælpe til med at gøre det kommende folketingsvalg til et klimavalg. På værkstedet blev der blandt andet faciliteret et ringeværksted, hvor unge ringede rundt til familie og bekendte for at opfordre til at stemme grønt.

    “Jeg er 16 år og kan derfor ikke stemme til valget. Alligevel er det min fremtid, der er på spil, da den førte politik i kommende valgperiode bliver afgørende for, om Danmark lever op til sit globale klimaansvar. Derfor tog jeg snakken med mine forældre, og jeg håber virkelig, at mange vil gøre det samme, for jeg tror, det kan have en stor effekt, når man har denne her dialog,” udtaler Luna da Silva, som bor i Aalborg og er mødt op til ungdomsbevægelsens valgkampsværksted.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/unge-klimaaktivister-demonstrerede-i-aalborg-for-et-klimavalg?releaseId=13662756

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **