Pressemeddelelse fra Agria Dyreforsikring
Det behøver ikke være mere end halvmørkt, før en hund er helt usynlig for bilisterne. Derfor ses der normalt dobbelt så mange påkørsler i vintermånederne som i resten af året. Så gode reflekser kan være afgørende for din hunds liv. Og hvad er så en god refleks? Lotte Evers, hundeekspert hos Agria Dyreforsikring, kommer her med en håndfuld gode råd om, hvordan du sikrer hunden i den mørke tid.
I skal kunne ses fra alle sider
Der findes et stort udvalg af reflekser til både hunde og deres ejere – alt fra diskrete reflekser integreret i hundesnoren til lysende halsbånd, refleksveste og blinkende lygter. Når der nu findes så mange forskellige reflekstyper, kan det være svært at beslutte sig for, hvad der er bedst. Lotte Evers understreger, at det vigtigste er, at reflekserne skal være synlige fra alle vinkler, og at de bevæger sig.
Reflekser giver tid til opbremsning
Er det halvmørkt, og har du og din hund ingen reflekser på, så er I først synlige ved ca. 20 meters afstand. Det giver ikke bilisten meget tid til at reagere. Har du og hunden gode reflekser, kan I ses af bilister allerede på ca. 140 meters afstand, når reflekserne bliver ramt af en lyskegle.
Og nej, gadebelysning er ikke nok. Faktisk er det sådan, at de fleste ulykker, hvor hunde bliver påkørt, sker i tætbebyggede områder, hvor der ofte er gadebelysning. Husk derfor, at det er vigtigt med reflekser på hunden, uanset hvor du bor og færdes.
Slidte reflekser
Har du en refleks liggende i en kasse på loftet, som du finder frem, så vær opmærksom på, at reflekser bliver slidt ret hurtigt. De fleste holder kun et års tid og skal så skiftes ud. Bliver refleksvesten hyppigt vasket, hundesnoren udsat for vind og vejr, og ligger reflekserne i lommen sammen med dine nøgler, skal de skiftes ud med jævne mellemrum.
Tjek dine reflekser
Et godt råd fra Lotte Evers er derfor at gøre det til en vane at kontrollere gamle reflekser ved at lyse på en gammel og en ny refleks med ca. fire meters afstand. Sammenlign forskellen mellem den gamle og den nye refleks, og skift den gamle ud, hvis den ikke ses lige så tydeligt som den nye refleks.
Agria Dyreforsikrings gode råd om reflekser:
- Hav både reflekser og en lygte på hunden. Refleksen ses tydeligt, når den bliver ramt af lys, mens lygten ses, når det er helt mørkt.
- Hav altid din hund i snor, når det er mørkt, og I færdes tæt på trafikerede veje.
- Hunde med stor pels bør have en refleksvest, da pelsen ellers kan dække for et reflekshalsbånd.
- Husk at tænke på, at reflekserne på en hundevest oftest kun ses fra siden og altså ikke altid forfra og slet ikke bagfra.
- Sørg for, at du også selv bærer reflekser. Det øger chancen for, at I bliver set af bilisterne.
- Reflekser skal sidde højt og lavt og bevæge sig, både dem på dig og dem på hunden.
Kontakt:
Presseansvarlig Lotte Evers tlf.: 2878 3270 email: lotte.evers@agria.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/pas-pa-din-hund-i-morket-husk-reflekser?releaseId=13662753
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **