PRM / Q3 2022: Telia leverer fortsatte forbedringer af serviceomsætningen og driftsresultatet

    Pressemeddelelse fra Telia Danmark

    Telia Danmark leverer vækst i service revenue-resultatet for femte kvartal i træk (YoY). Serviceomsætningen for Q3 2022 er på 731 mio. danske kroner mod 715 mio. danske kroner i samme periode sidste år.

    Kvartalets driftsresultat (adjusted EBITDA) er på 188 mio. danske kroner mod 171 mio. danske kroner i Q3 2021.

    Kundebasen er vokset til 1.671.000 simkort i løbet af tredje kvartal med tilføjelsen af 40.000 simkort til IoT/M2M-området – primært indenfor smartmeter-løsninger til forsyningssektoren. Det bringer Telia Danmarks samlede antal IoT-løsninger op på 320.000. Mobilbasen er uforandret på 1.351.000 simkort ved udgangen af tredje kvartal.

    “Vi leverer fortsat profitabel vækst som følge af de løbende forbedringer af vores services og dedikerede transformation af forretningen. Vi har øget 5G-dækningen og forbedret kvaliteten og præstationerne i mobilnetværket i løbet af kvartalet. Jeg er meget tilfreds med resultatet takket være den fortsatte og stærke, fælles indsats fra alle i Telia Danmark. Energipriserne fortsætter dog med at påvirke vores omkostningsbase i negativ retning, og vi holder derfor et vågent øje med udviklingen og overvejer vores muligheder for at sikre en bæredygtig forretning fremadrettet”, siger Petr Cermak, CEO i Telia Danmark.

    Telia fortsætter med at modernisere mobilnetværket og investerer mere end 1,2 mia. dkk i perioden 2021-2024. Første oktober nåede 5G-udrulningen 70% befolkningsdækning, og ambitionen er at nå 75% ved årets udgang. Gennemsnitshastigheden for brugerne blev forbedret med næsten 40% mellem andet kvartal sidste år og samme periode i år. Telia tester i øjeblikket en 5G wifi-løsning (trådløst internet), som vil blive lanceret senere i år.

    Nøgletal

    Q3 2021

    Q3 2022

    Service Revenue

    715 MDKK

    731 MDKK

    Adjusted EBITDA

    171 MDKK

    188 MDKK

    Telia Danmark er organiseret som filial under Telia Company. Derfor aflægges Telia Danmarks regnskab fra Stockholm og i svenske kroner. De ovenstående beløb er omregnet til danske kroner. Det samlede Q3 2022-resultat for Telia Company er tilgængeligt på Investor Relations-sitet.

    Kontakt:

    Kommunikationschef Mads Houe tlf.: 28 27 01 71 email: mads.houe@teliacompany.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/q3-2022-telia-leverer-fortsatte-forbedringer-af-serviceomsaetningen-og-driftsresultatet?releaseId=13662617

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **