PRM / Andel støtter lokale fællesskaber

    Pressemeddelelse fra Andel

    Energikrisen sætter sit præg på de mange foreningsaktiviteter og lokale initiativer i region Sjælland. Det kan Andel se i de flere end 300 donationsansøgninger, der er kommet ind til efterårets uddeling.

    “Det tydeligt, at energikrisen med høje el- og gaspriser udfordrer mange foreningsaktiviteter og lokale initiativer. Vi har ikke tidligere oplevet så mange ansøgninger om hjælp til tiltag, der kan reducere energiforbruget. Vi ser ind i en vinter, hvor der i høj grad kan være brug for en håndsrækning for at holde gang i fællesskaberne. Det er jo her, at vi i samvær med andre kan finde glæde og ny energi”, konstaterer Rikke Harbo Trikker, kommunikationsdirektør i Andel.

    Gaming, boksning og vandmølle
    Trods energikrisen er der blevet plads til andet end energibesparende tiltag blandt de ti modtagere af Andels donation. Et samarbejde mellem en lokal håndboldklub og gamere i 4Real_Gaming i Eskilstrup ved Guldborgsund har f.eks. fået støtte til at aktivere ensomme børn, som sidder hjemme foran computeren.

    “Vi afholder arrangementer i hallen, hvor der både bliver spillet computer, og hvor vi får bevæget os sammen med børn og unge i alle aldre. Det skaber helt nye bånd mellem deltagerne, og vi hører fra flere, at det faktisk også har betydning for mobning i skolerne, at børnene lærer hinanden at kende via vores aktiviteter. De 10.000 kr. er en stor hjælp og går bl.a. til nogle små præmier og diverse udstyr til arrangementerne”, fortæller Kasper Ibsen.

    FK Boksning Odsherred får støtte til isolering og nye lyskilder. Om det siger Daniel Ollerup fra bokseklubben:

    “Andels støtte inspirerer og gøder jorden for, at vi kan gøre en ekstra indsats. Det er en anerkendelse, som lige giver os et skub i den gode retning. Vi kan komme videre med at forbedre rammerne for vores aktiviteter og sikre, at klubben kan tiltrække nye medlemmer, og at vi har en fremtid”.

    Foreningen Gl. Sageby Vandmølle & Lystanlæg får hjælp til at restaurere og drive en næsten 300 år gammel møllebygning nær Sageby ved Kalvehave. Foreningen har desuden planer om at skabe en folkepark i området.

    Fra foreningen fortæller Lasse Christensen, at der for cirka 150 år siden blev afholdt folkemøder med flere tusinde deltagere i anlægget. Emnerne var demokrati, folkestyre og Danmarks fremtid.

    “Lystanlægget ved møllen var et samlingssted for lokalbefolkningen. Donationen fra Andel skal hjælpe os med at gøre opmærksom på denne del af Danmarkshistorien og genoplive anlægget som et sted, hvor man mødes og udveksler synspunkter og erfaringer”.

    Andel har i næsten 10 år uddelt sine donationer en gang i foråret og en gang i efteråret.

    “Vi er rigtig glade for at kunne understøtte lokale fællesskaber og de mennesker, der sætter dem i gang og holder liv i dem. Det er der brug for her, hvor vi alle er påvirkede af den usædvanlige situation, både med hensyn til energi, men også inflation og international uro i kølvandet på krigen i Ukraine”, siger Rikke Harbo Trikker.

    Modtagere af donation på 10.000 kr. fra Andel:

    Magleby Forsamlingshus på Stevns:
    En gruppe nabolandsbyer indsamler æbler hos landsbyboerne og laver æblemost. Der er ydet støtte til indkøb af nyt udstyr til æblemosteriet.

    Kino Kultur Ringsted:
    Foreningen købte det gamle Kino i 2020 og satser på kulturfilm og dokumentarer til faggrupper og skoleelever. De har fået støtte til indkøb af nye og mere energibesparende lamper.

    Respekt for Mennesker – Møn:
    Heidi, som til daglig er plejemor, har drevet foreningen i syv år og laver julekurve til trængte familier. Hun forventer, at flere søger julekurve i år, og det har hun søgt og fået støtte til.

    Det gamle Posthus i Ruds Vedby
    Posthuset er flittigt brugt alle ugens dage og er et vigtigt lokalt samlingspunkt. Donationen gives som hjælp til vedligehold samt udskiftning af fire vinduer, så energiforbruget kan reduceres.

    Huset 40, Faxe Ladeplads:

    Ensomme ældre bydes på kaffe og kage en gang om ugen, men initiativet er presset på grund af de høje energipriser. Donationen bruges til at gang i denne sociale aktivitet.

    Landbomuseet på Birkendegaard ved Kalundborg:
    Landbomuseet modtager støtte til udskiftning af lysstofrør til mere energivenlig belysning.

    Eskilstrup håndboldklub/4Real_Gaming:
    Donationen går til indkøb af nyt udstyr samt økonomisk hjælp til aktiviteter for familier med ensomme børn.

    Bjerghytten ved Ringsted:
    Bjerghytten, som har eksisteret siden 1984, modtager støtte til at bygge en bålhytte, så brugere får bedre mulighed for at kan dyrke udendørs aktiviteter.

    Foreningen Gl. Sageby Vandmølle & Lystanlæg:
    Støtte til nydannet forening, der blandt andet vil restaurere og drive møllebygning fra 1727 og genskabe Sageby Lystanlæg som folkepark.

    FK Odsherred boksning:
    Får hjælp til at energioptimere lokaler med nye LED loftslamper, radiatorer og isolering.

    Yderligere oplysninger:

    Andels presseafdeling, 2170 3101

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/andel-stotter-lokale-faellesskaber?releaseId=13662470

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **