Pressemeddelelse fra PwC
Erhvervslederne mener, at økonomien bør være politikernes vigtigste prioritet (63 % svarer dette). Deres anden vigtigste prioritet bør være energi og forsyning (54 %), mens forsvar og cybercrime er det tredje vigtigste område (44 %), som politikerne bør fokusere på i den kommende valgperiode ifølge en ny pulsmåling om Folketingsvalget 2022 fra PwC, hvor knap 500 erhvervsledere har deltaget.
“Pulsmåligen viser, at erhvervslivet har et meget klart budskab til politikerne på valg: Der er først og fremmest behov for et stærkt fokus på økonomi i den kommende valgperiode. Det er således afgørende, at politikerne via finanspolitikken forbedrer økonomien og dermed også forbedrer vilkårene for erhvervslivet,” fortæller Mogens Nørgaard Mogensen, adm. direktør og Senior Partner i PwC.
Han henviser til, at erhvervslederne placerer opgaven med at reducere størrelsen på den offentlige sektor øverst på listen af de udfordringer for erhvervslivet, som den nye regering bør løse først (50 %). Dernæst bør de sikre adgang til kvalificeret arbejdskraft (45 %) samt investere i nye energiformer (43 %).
Inflation og energikrisen topper listen over erhvervslivets bekymringer
Erhvervslivets prioriterede områder på den politiske agenda hænger tæt sammen med deres bekymringer, hvor inflation og energikrisen topper listen (48 % svarer dette), stærkt efterfulgt af global recession (43 %).
“Når danske erhvervsledere først og fremmest peger på økonomien som den vigtigste prioritering for politikerne, afspejler det deres bekymring for særligt den høje inflation, energikrisen og global recession. Det er væsentlige udfordringer, der potentielt kan få alvorlige negative konsekvenser for væksten i erhvervslivet og i samfundsøkonomien,” udtaler Mogens Nørgaard Mogensen.
Jocbentrene bør nedlægges
Mangel på kvalificeret arbejdskraft er fortsat en bekymring, og det er mere end hver tredje erhvervsleder, der bekymrer sig om dette. Det gælder ikke mindst blandt de store virksomheder, hvor hele 44 % af erhvervslederne bekymrer sig om mangel på arbejdskraft. Hele 7 ud af 10 (72 %) erhvervsledere mener da også, at tilbagetrækningsordninger som fx efterlønnen bør reduceres for at sikre et større arbejdsudbud, og næsten ligeså mange (70 %) peger på, at jobcentrene bør nedlægges. Det tyder på, at erhvervslederne vurderer, at jobcentrene ikke er løsningen til at sikre et større arbejdsudbud.
Erhvervslivet skruer ned for varmen
Pulsmålingen viser desuden, at knap 6 ud af 10 erhvervsledere vurderer, at deres vækstforventninger i nogen eller høj grad er negativt påvirket af energikrisen. Kun 9 % svarer, at de slet ikke er påvirket af energikrisen. 77 % af virksomhederne har indført besparende tiltag inden for energiområdet. Således har flere end halvdelen valgt at skrue ned for varmen (53 %), knap halvdelen har valgt at begrænse lys og elektronik (43 %), mens hver tredje har valgt at investere i energibesparende teknologi (33 %).
“Ifølge målingen påvirker energikrisen mange virksomheder, og langt de fleste finder besparelser, hvor de kan. I en krisetid er det i øvrigt afgørende, at virksomhederne vurderer muligheder og omkostningsbesparelser i det hele taget – både på kort og længere sigt – og med fokus på, hvor der eventuelt kan frigives likviditet, optimeres, risikostyres m.m., ” slutter Mogens Nørgaard Mogensen.
Om Pulsmålingen
Knap 500 erhvervsledere fra PwC’s erhvervspanel har svaret på Pulsmålingen Folketingsvalget 2022, der bl.a. undersøger, hvilke erhvervspolitiske temaer der optager danske erhvervsledere, samt hvordan tidens aktuelle forhold påvirker deres virksomhed. Svarene er indsamlet i perioden 5.-13. oktober 2022.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/erhvervslivet-til-ny-regering-styrk-okonomien-og-reformer-den-offentlige-sektor?releaseId=13662306
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **