Pressemeddelelse fra Ørnereservatet
Drop dagligdagens bekymringer og løft blikket ud over endeløs, vild natur i efterårets varme farver.
Ørnereservatet slår dørene op til efterårsferie med både hygge, viden og en frydefuld gysen, når du kommer helt tæt på verdens største rovfuglearter.
Vores program varer en time og er særdeles intenst. Du vil komme i nærkontakt med lynhurtige falke, stærke, smukke heste og gigantiske ørne. Du vil både blive klogere på og fuldstændig forført af de majestætiske mesterjægere.
Samtidig kommer du ind bag portene til et 40 hektar stort frirum for planter og dyr og lærer en masse om den vilde natur, miljøbeskyttelse samt vores fælles, lange kulturhistorie med rovfuglene.
Før og efter selve forevisningen er der mulighed for at besøge vores indendørs udstillinger og nyde en kop varm kakao foran den knitrende pejs i caféen.
Vi har mulighed for at rykke forevisningen af rovfuglene ind i vores store hal, hvis vejret viser sig fra sin allermest barske side. Men som udgangspunkt vil vi helst give vores gæster oplevelsen udenfor i naturen, hvor alle årstider har sin egen charme og skønhed.
Tag derfor varmt tøj på og forbered hele familien på en fascinerende dag i rovfuglenes rige.
– Jeg har besøgt Ørnereservatet fire gange, og jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage i ferien! Jeg kan bedst lide vandrefalkene, for de flyver sindssygt hurtigt og er vildt gode til både at se og finde vej. Men jeg elsker også de kæmpestore ørne, som kommer helt vildt tæt på os; så sidder jeg helt, helt stille… En dag kunne jeg godt tænke mig at blive falkoner på Ørnereservatet.
Thilde, tilfreds gæst på 11 år
Ørnereservatet har åbent hver dag i efterårsferien (15.-23. oktober, begge dage inklusive) fra klokken 14.00. Forevisningen starter kl. 15.00.
Læs mere og køb evt. billet på eagleworld.dk
Ørnereservatet er beliggende mellem Hjørring og Skagen i Nordjylland
Kontakt:
Peter Wenzel tlf.: 98932031 email: info@eagleworld.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/efterarsferie-i-den-vilde-naturs-tegn?releaseId=13662272
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **