Pressemeddelelse fra Forsikring & Pension
Krigen mellem Ukraine og Rusland ryster alle landes økonomi i form af inflation, højere leveomkostninger og dyre energipriser.
Der er pres på alles privatøkonomi – og nok også en del stress der, hvor der ikke er meget plads til ekstra udgifter.
– Mange er på udkig efter udgifter, der kan skæres væk eller reduceres for at få økonomien til at hænge bedre sammen, siger forsikringsekspert Anne Garde Slothuus fra Forsikringsoplysningen.
– Det er naturligt nok. Men der er nogle af de helt grundlæggende forsikringer – fx indboforsikringer- og ulykkesforsikringer – hvor man virkelig skal tænke sig godt om, før man vælger at spare dem helt væk. Konsekvensen er jo, at man står uden hjælp, hvis man bliver ramt af indbrud, vandskader, brand, et stort erstatningsansvar eller en alvorlig ulykke, siger Anne Garde Slothuus.
– Situationen gør det oplagt som forbruger at undersøge, hvor der kan spares på udgifterne. Essentielle forsikringer, som fx indboforsikringen, er det dog vores anbefaling, at man ikke sparer helt væk. I stedet kan Forsikringsguiden.dk benyttes som redskab til at tjekke, om der er en god sammenhæng mellem aktuelt forsikringsbehov, pris og dækning, eller om man med fordel kan foretage ændringer, der potentielt også kan bidrage til mere luft i budgettet, siger Jakob Steenstrup fra Forbrugerrådet Tænk.
Vigtigt sikkerhedsnet
– Den meget store brand i Vanløse tidligere på året, hvor 130 boliger udbrændte, er et meget alvorligt eksempel på, hvor hurtigt og hvor galt det kan gå – og hvor vigtigt det er at have en indboforsikring, der hjælper både med erstatning af ødelagte ting og med udgifter til genhusning, mens der bygges nye boliger på brandtomten, siger Anne Garde Slothuus.
Indboforsikringen indeholder også en meget vigtig ansvarsforsikring. Uden den, kan man ikke få hjælp, hvis man er involveret i uheld eller ulykker, hvor andre kommer til skade.
Links
Forsikringsguiden.dk:
Forbrugerrådet TÆNK:
Uforsikrede i Danmark:
Kontakt:
Jørgen Kjær Thomsen – pressetelefon 4191 91 01
Forbrugerrådet Tænk: Pressetelefon 2588 2016
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/forsikringsoplysningen-og-forbrugerradet-taenk-spar-ikke-forsikringer-helt-vaek-i-krisetider?releaseId=13662101
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **