PRM / Valget efterlader 12.000 fattige familier i uvished: Kan miste uundværligt børnetilskud

    Pressemeddelelse fra Red Barnet

    660 kroner per barn. Så meget får landets børnefamilier i vinterhjælp til januar.

    Men for 12.000 familier, som får nedsatte kontanthjælpsydelser eller som er ramt af kontanthjælpsloftet, og dermed modtager det midlertidige børnetilskud for at få hverdagen til at hænge sammen, er den økonomiske situation mildest talt usikker. Selv om de får en økonomisk håndsrækning med vinterhjælpen i januar, kan deres økonomi nemlig samlet set risikere at blive forringet i det nye år.

    Det skyldes, at det midlertidige børnetilskud ser ud til at forsvinde ved årsskiftet, hvis ikke en ny regering kan samle et flertal for at opretholde det efter valget.

    Inden valget blev udskrevet, advarede flere organisationer om konsekvenserne for de mere end 12.000 familier og de ca. 23.000 børn, som bliver berørt, hvis ikke lovforslaget om forlængelse af det midlertidige børnetilskud blev hastebehandlet. Det skete ikke til trods for, at regeringen, støttepartierne, Kristendemokraterne og Alternativet i sommer landede en aftale, der bl.a. indebærer, at det midlertidige børnetilskud blev forlænget et år, gældende fra januar 2023.

    – Det kan ende i en helt absurd situation, hvis ikke der kommer et politisk flertal, der vil sikre det midlertidige børnetilskud på den anden side af valget. Det vil få helt uoverskuelige konsekvenser for de fattigste børnefamilier, der i forvejen er meget hårdt ramt af inflationen og de stigende priser, siger Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, og tilføjer:

    – Flere familier kan faktisk havne i en værre situation end tidligere, til trods for at her i starten af valgkampen har sagt, at vi skal holde hånden under de svageste i samfundet.

    Derfor er opfordringen fra Red Barnet klar. Et nyt politisk flertal bør sikre det midlertidige børnetilskud – ikke mindst set i lyset af den helt akutte situation, som mange familier i udsatte positioner står i.

    – Det vil være et voldsomt svigt, hvis de her familier skal starte det nye år uden det midlertidige børnetilskud samtidig med, at vi har den højeste inflation i 40 år. Derfor bør det stå øverst på dagsordenen hos en fremtidig regering at sikre de fattigste familier, der lige nu er presset til det yderste, siger Johanne Schmidt-Nielsen og tilføjer:

    En livline for de mest udsatte
    Tidligere på året undersøgte VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – situationen for de udsatte familier, der har modtaget det midlertidige børnetilskud.

    Undersøgelsen viste, at flere familier har fået forbedret deres økonomiske situation og deres muligheder, men at mange af familierne stadig lider store afsavn.For eksempel svarer hver tiende, at de har undladt at give børnene nødvendige måltider, og syv procent svarer, at de har undladt at give børnene lægeordineret medicin. Lidt over hver tredje svarer, at de har undladt at give børnene nødvendigt tøj eller fodtøj, fordi de ikke havde råd.

    Siden da har inflationen slået bunden ud i af økonomien i flere familier, og især de fattigste familier har mærket voldsomme konsekvenser.

    – Det er ikke nok med lappeløsninger. Flere kriser har nu vist, hvor vigtigt det er, at vi en gang for alle får gjort op med børnefattigdom. Det kræver en handleplan mod børnefattigdom, hvor man kigger bredt på fattigdomsbekæmpelsen, slutter Johanne Schmidt-Nielsen.

    For yderligere kommentarer kontakt pressechef Laurids Bæk Simonsen på 22833692 eller labs@redbarnet.dk

    Fakta: Det midlertidige børnetilskud

    Det midlertidige børnetilskud blev indført kort efter valget i juni 2019, og i juni 2022 indgik regeringen, SF, Radikale, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne en aftale, der bl.a. viderefører det midlertidige børnetilskud som et permanent børnetillæg.

    Formålet var ifølge aftaleteksten at “afhjælpe problemerne med børnefattigdom” og at sikre, “at alle børn i Danmark vokser op under ordentlige forhold og med mulighed for at være en aktiv del af fællesskabet.”

    Da det midlertidig børnetilskud blev indført, blev det udbetalt i januar 2020 med tilbagevirkende kraft fra august 2019. I fjerde kvartal 2021 modtog 12.195 personer tilskuddet, heraf ca. 23.000 børn.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/valget-efterlader-12000-fattige-familier-i-uvished-kan-miste-uundvaerligt-bornetilskud?releaseId=13662228

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **