PRM / Danmarks Naturfredningsforening glæder sig over S-udspil om CO2-afgift

    Pressemeddelelse fra Danmarks Naturfredningsforening

    Landbruget er det store smertensbarn, når det kommer til den grønne omstilling. Erhvervet står for mere end en tredjedel af Danmarks samlede CO2-udledninger, og ifølge Energistyrelsen vil landbrugets andel af de samlede danske udledninger stige markant til 45% i 2030.

    Derfor har både Klimarådet og Det Økonomiske Råd anbefalet at indføre en høj ensartet CO2-afgift for landbruget. Ifølge Det økonomiske Råd er en CO2-afgift den mest omkostningseffektive vej for samfundet til at nå de danske klimamål.

    Det glæder præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, at Socialdemokratiet nu for alvor forpligter sig til at indføre en høj afgift på landbrugets forurening af klimaet:

    • En CO2-afgift er ubetinget det vigtigste virkemiddel til at nedbringe landbrugets forurening af klimaet og sikre en bæredygtig omstilling af den danske fødevareproduktion. Derfor glæder det mig, at opbakningen til en CO2-afgift stiger her under valgkampen.

    Socialdemokratiet lægger op til, at indtægterne fra en CO2-afgift skal føres tilbage til erhvervet gennem en klimafond, som bl.a. skal sikre udvikling af ny teknologi. Og det er klogt, er vurderingen hos præsidenten:

    • Det er afgørende for den grønne omstilling, at de ting, der skader klimaet, skal være dyrere, mens ting, der ikke skader klimaet, bliver billigere. Det er netop det, at en CO2-afgift leverer. Og når pengene føres tilbage til udvikling af et grønnere landbrug, er det også en investering i nye grønne arbejdspladser i fødevaresektoren og grønne eksportmuligheder.

    Friholdes landbruget vil det koste samfundet milliarder

    Hvis landbruget friholdes for en CO2-afgift, vil det, ifølge Det Økonomiske Råd, have omkostninger for samfundet på otte til ni milliarder kroner årligt og gøre den grønne omstilling tre gange så dyr. Derfor er der stor opbakning til en CO2-afgift fra samtlige grønne organisationer, tænketankene CONCITO, KRAKA og CEPOS, samt de øverste økonomiske eksperter hos Klimarådet og Det Økonomiske Råd.

    Udover Socialdemokratiet støtter Alternativet, Enhedslisten, SF og Radikale også en høj CO2-afgift for landbruget. Maria Reumert Gjerding håber derfor, at de blå partier vil følge trop på Socialdemokratiets udspil og forpligte sig på at indføre en CO2-afgift, som leverer de nødvendige reduktioner for at landbruget kan nå klimamålene i 2025 og 2030:

    • Omstillingen af landbruget er den vigtigste opgave for en kommende regering, hvis vi skal leve op til klimaloven. Derfor håber jeg at de øvrige partier, her i valgkampen, vil forpligte sig på at bruge det mest effektive virkemiddel til at nedbringe landbrugets klimaforurening. Hvis folketinget ikke kan blive enige om en CO2-afgift er konsekvenserne, at den grønne omstilling bliver tre til fire gange så dyr for samfundet. Eller i værste fald, at Danmark ikke når vores klimamål.

    Ultimo 2022 kommer et ekspertudvalg med en anbefaling til, hvordan en CO2-afgift kan skrues sammen. Men ambitionsniveauet for hvor mange tons CO2 en afgift skal levere er en politisk afvejning, siger Maria Reumert Gjerding.

    • Der er intet til hinder for at partierne melder klart ud om, hvad ambitionen for en kommende afgift skal være. Her synes jeg, at Socialdemokratiet lægger sig et fornuftigt sted ved at forpligte sig på, at en CO2-afgift skal leverer de reduktioner, som ikke hentes i det nuværende implementerings- og udviklingsspor.

    Kontakt:

    Pressechef Emil Nielsen tlf.: 31 19 32 46 email: emil@dn.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmarks-naturfredningsforening-glaeder-sig-over-s-udspil-om-co2-afgift?releaseId=13662219

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **