Pressemeddelelse fra AE – Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
FAKTATJEK
Torsdag den 6. oktober sagde Søren Pape Poulsen i P1 Morgen:
“Jeg tror, at når folk hører ordet topskat, så tænker de, at det er nogle meget, meget rige mennesker, der betaler det. Det er bare helt almindelige mennesker, der betaler det. 4.000 sygeplejersker for eksempel.”
Han gentog påstanden i statsministerkandidatdebatten på TV2 søndag den 9. oktober.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har i en ny analyse undersøgt påstanden.
Et nyligt folketingssvar fra Finansministeriet viser, at der nærmere bestemt er 4.400 sygeplejersker, der betaler topskat. Det svarer til otte procent af alle sygeplejersker.
Med udgangspunkt i folketingssvaret har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd foretaget beregninger på baggrund af Lovmodellens datagrundlag.
Størstedelen af sygeplejerskerne, der betaler topskat, arbejder ikke som “klassiske” sygeplejersker i det offentlige.
Analysen viser:
- 8 ud af 9 topskattebetalende sygeplejersker er enten ansat i det private, arbejder mere end fuldtid, har flere job, modtager honorarer, har kapitalindkomster over 50.000 kroner, er selvstændige eller ledere. Det svarer til 3.900 sygeplejersker.
- 1 ud af 9 topskattebetalende sygeplejersker arbejder i det offentlige uden at have andre job, arbejde fuldtid, have kapitalindkomster over 50.000 kroner, uden at være selvstændige eller leder. Det svarer til 500 sygeplejersker.
- 1 ud af 50 “klassiske” sygeplejersker betaler topskat.
Oversigt
– | Personer |
Sygeplejersker som betaler topskat, i alt | 4400 |
Primært i privat | 600 |
Off. ansatte med bijob i privat | 800 |
Off. ansatte, der bijobber andre steder i det offentlige | 700 |
Off. ansatte, der ikke har bijob, men har overskud fra egen virksomhed (selvstændige) | 300 |
Off. ansatte, der ikke har bijob eller overskud fra egen virksomhed, men som modtager honorarer ud over deres primære beskæftigelse | 200 |
Off. ansatte, der ikke har bijob, overskud fra egen virksomhed eller honorar men arbejder mere end fuldtid | 600 |
Off. ansatte, der ikke har bijob overskud fra egen virksomhed, honorar eller arbejder mere end fuldtid, men har kapitalindkomst over 50.000 kr. | 100 |
Off. ansatte, der ikke har bijob, overskud fra egen virksomhed, honorar, eller arbejder mere end fuldtid og har kapitalindkomst under 50.000 kr., som er ledere | 700 |
Sygeplejersker, som betaler topskat uden andre indkomster end fra deres offentlige fuldtidsansættelse, og som ikke er ledere | 500 |
Anm.: Der er afrundet til nærmeste 100, hvilket betyder, at summen kan afvige fra totalen.
Kilde: AE på baggrund af Lovmodellens datagrundlag i 2019 fremskrevet til 2023 og kaliberet til FIU-svar 384, 2021-22 (besvaret 9. september 2022)
Kontakt:
Direktør Lars Andersen tlf.: 40 25 18 34 email: la@ae.dk
Kommunikationschef Jesper Kirkbak tlf.: 50 73 71 34 email: jk@ae.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/faktatjek-hvem-er-de-4000-sygeplejersker-der-ifolge-soren-pape-poulsen-betaler-topskat?releaseId=13662104
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **