PRM / Vores urolige klode

    Pressemeddelelse fra Næstved Bibliotek og Borgerservice

    Trods menneskets magt over naturen udgør jordskælv og tsunamier stadig voldsomme og uforudsigelige trusler mod liv, ejendom og infrastruktur. Men jordskælv holder også Jordens overflade ung, frugtbar og oven vande og afslører detaljer om Jordens dybe indre.

    Nødvendig uro

    Det er klodens urolighed, som holder Jordens overflade beboelig og smuk for væsener som os. Men i en verden hvor mennesket i stigende grad er herre over sine eksistensvilkår, står jordskælv og tsunamier tilbage som nogle særligt voldsomme og uforudsigelige trusler, som vi gerne vil forstå for bedre at kunne beskytte liv, ejendom og infrastruktur.

    Du vil få at se, hvordan høj-præcise GPS-målinger og radarsatellit-målinger kombineres med klassiske geologiske undersøgelser og giver bedre mulighed for at forudsige risikoen for jordskælv.

    Computerberegning af jordskælvsbølger kombineres med modeller af bygninger for at forbedre sikkerheden indendørs. Og computernetværk sammenkobler seismometre til hurtig varsling af borgere, når jordskælvet faktisk går i gang, og en eventuel tsunami er på vej. På denne måde er konsekvenserne ved jordrystelser stærkt reduceret i de egne, hvor der er råd til at bygge rigtigt. Tsunamier er derimod stadig svære at værne sig imod.

    En positiv sideeffekt af jordskælvsbølger er, at de også spiller den centrale rolle i forskernes forståelse af Jordens indre: et globalt net af tusinder af seismometre danner samlet set det indadrettede “Hubble-teleskop”, som giver meget detaljerede billeder af Jordens indre struktur. Det giver os indsigt i den “motor”, som former oceaner, bjergkæder og vulkaner.

    Under foredraget får du lejlighed til at lytte til jordskælv og forske lidt med ørerne: kan man høre, om Jorden er smeltet indeni? Der vil være mulighed for at stille spørgsmål online efter foredraget.

    Naturvidenskabelige foredrag i Næstved

    Aarhus Universitet tilbyder hele landet at se med, når deres anerkendte forskere formidler de nyeste opdagelser og erkendelser inden for naturvidenskaben.

    Foredragsserien “Offentlige foredrag i Naturvidenskab” bringer engagerede forelæsere, der holder foredrag om alle grene af naturvidenskaben til hele Danmark via streaming. Du kan se mere om de enkelte foredrag på Aarhus Universitets hjemmeside ofn.au.dk

    Arrangementet finder sted tirsdag den 1. november kl. 19.00-21.00 på Næstved Biblioteks Store Scene. Foredraget vil blive streamet live fra Aarhus Universitet kl. 19.00, så kom gerne senest kl. 18.45. Bestil din gratis billet på www.naesbib.dk

    Kontakt:

    Kulturformidler Andreas Lønstrup Poulsen email: alopou@naestved.dk

    Bibliotekar, pressemedarbejder Lena Lund Olsen tlf.: 5588 4021 email: leols@naestved.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vores-urolige-klode?releaseId=13661969

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **