PRM / SELECTED FEMME / HOMME ekspanderer i Nordeuropa

    Pressemeddelelse fra Bestseller A/S

    I det seneste år har SELECTED redefineret sit brand, sine produkter og sine salgskanaler. Og dermed er det BESTSELLER-ejede modebrand godt gearet til en større ekspansion, som skal drive vækst via retail i udvalgte nordeuropæiske lande.

    Konkret går vækstplanerne ud på at åbne 30 nye SELECTED-butikker i løbet af de næste to år. Tyve af de tredive butikker kommer til at åbne i Skandinavien, mens de resterende ti butikker åbner i andre europæiske lande. Sideløbende vil SELECTED åbne op mod 100 nye shop-in-shops primært i Skandinavien samt Tyskland, Østrig, Schweiz og Benelux.

    Ambitiøst, men realistisk

    I spidsen for den ambitiøse ekspansionsplan står Brand Director Daniel Mayer, der satte gang i et større brand-eftersyn i 2021, hvor han overtog det overordnede ansvar for SELECTED.

    “Det er en ambitiøs vækstplan. Men vi tror på den. Vi er sikre på, at der er markedspotentiale for et nordisk brand med et internationalt udsyn, som kan byde ind med noget anderledes. Vi vil prioritere markeder og partnere, som er et godt match til SELECTED, og så arbejde fokuseret på at opbygge en tilstedeværelse på de markeder,” siger Daniel Mayer.

    Sideløbende med de planlagte butiksåbninger har SELECTED også sat gang i en opgradering, der skal løfte shopping-oplevelsen i de fysiske butikker og gøre det til et inspirerende sted for kunderne at handle.

    “Vi kommer også til at introducere et helt nyt koncept i nye showrooms, fysiske butikker og shop-in-shops. Visuelt bliver vores lokationer opdateret ned i mindste detalje,” siger Daniel Mayer.

    En moderne shopping-oplevelse

    Det ny koncept bærer titlen Modern Traveller og er et unisex livsstilskoncept, som afspejler SELECTED’s nordiske rødder i alt fra interiør til arkitektur. Konceptet er skabt til at være holdbart. Det betyder, at alle elementer kan justeres med mindre opdateringer og uden spild, selv om sæsoner, kampagner og trends skifter. Materialerne er produceret i Danmark for at sikre høj kvalitet.

    “Det nye indretningskoncept kombinerer vores visioner med kundernes behov. Designet er baseret på input fra hele SELECTED og reflekterer vores nordiske tilgang til kvalitet og lang produktlevetid, hvilket også er udgangspunktet for det tøj, vi skaber,” siger Ulrik Riisom, Concept and Store Opening Manager i SELECTED.

    Ny flagship store i Aarhus

    • Den 13. oktober 2022 åbner SELETED FEMME / HOMME’s nye flagship store i Ryesgade i Aarhus.
    • Butikken har gennemgået en omfattende renovering og opdatering.
    • Kunderne tilbydes nu en moderne shopping-oplevelse inspireret af SELECTED’s nordiske værdier.

    Om SELECTED

    SELECTED FEMME / HOMME er et internationalt modebrand baseret i Danmark. Siden grundlæggelsen i 1997 har SELECTED etableret en distinkt tilgang til tidløst tøj til mænd og kvinder inspireret af moderne tendenser. I dag beskæftiger SELECTED mere end 320 medarbejdere, driver 37 detailbutikker og sælges af 2400 forhandlere i 44 lande.

    Kontakt:

    For press and corporate related matters, please contact the BESTSELLER Communication department email: communications@bestseller.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/selected-femme-homme-ekspanderer-i-nordeuropa?releaseId=13662058

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **