PRM / Almennyttige boliger i Kalundborg snart klar til indflytning

    Pressemeddelelse fra Dansk Boligbyg

    De tre punkthuse på Lundevej 38 ligger med en unik udsigt over Kalundborg Fjord og den kommende marina. Husene fremstår flotte og funktionelle med store altaner, når de inden længe byder velkommen til de første lejere.

    Da byggeriet begyndte i juni 2021, var udsigten knap så god. Der var nemlig ugler i mosen. Grunden er gammel mosegrund med meget blød bund. Det gav meget ekstra arbejde, da man måtte fire meter ned for at finde bæredygtig jord. Det betød bl.a., at der skulle transporteres meget jord væk og resulterede i en ekstra arbejdspukkel svarende til tre måneders arbejde. Alligevel nåede Dansk Boligbyg i mål indenfor den oprindelige tidsplan.

    Tidsplan holdt trods udfordringer

    Projektleder hos Dansk Boligbyg Rune Sylvester Sørensen forklarer, hvordan man kunne holde tidsplanen på trods af den bløde jord og byggebranchens aktuelle knaphed på materiel og medarbejdere:

    “Da vi fik projektet ind i februar 2021, dannede vi os hurtigt et overblik over materialebehovet og fik bestilt alle materialer inden opstart. Det betød både, at vi kunne holde priserne nede, og at vi har undgået leveringsproblemer.”

    Tæt dialog med underentreprenører

    Dansk Boligbyg har udnyttet sit stærke netværk af lokale håndværkere i Kalundborg-området til at sammensætte et stærkt hold af underentreprenører. Desuden har man nydt godt af den grundige forberedelse i første halvdel af 2021:

    “Vi gav os god tid på at håndplukke de rigtige håndværkere og har inddraget underentreprenørernes input fra den tidlige dialog til at forme det helt rigtige projekt. Ved at lytte til underentreprenørerne erfaring og viden har vi fået styrket projektets bygbarhed,” siger Rune Sylvester.

    Domea.dks seniorprojektleder Thomas Zachasørén Høtoft kan også se værdien i det tætte samarbejde med underentreprenørerne:

    “Vi sætter pris på, at Dansk Boligbyg arbejder med lokale kræfter og faste samarbejdspartnere. Det giver højere kvalitet og god stemning på byggepladsen.”

    Stram lokalplan og beskåret budget

    Der har været en række begrænsninger på byggeret ud mod fjorden. For det første er der en stram lokalplan for området, og samtidig er der helt faste rammer for, hvor dyrt almennyttigt boligbyggeri må være. Alligevel er Lundevej 38 blevet et flot og helstøbt byggeri.

    “Bygherre har fået meget for pengene. Det er fede lejligheder med lave kvadratmeterpriser. Huslejen kommer til at ligge på ca. 5.500 kr. om måneden,” siger Rune Sylvester.

    Thomas Zachasørén Høtoft tilføjer: “Dansk Boligbyg er løsningsorienterede og leverer varen – høj kvalitet, få mangler og en god dialog. Det er også vigtigt for os, at dokumentationen er opfyldt. Dansk Boligbyg er en af de totalentreprenører, der gør det bedst på dette område.”

    Over den sidste mur

    Lige nu arbejder Dansk Boligbyg med at klargøre Lundevej 38 til aflevering. Projektet har dog ramt en mur – eller snarere en manglende mur:

    “Vi har været nødt til at etablere en støttemur bag bageste blok, der ligger ca. 12 meter inde i en høj skrænt. Det er en gammel sandklit, som helst ikke skal presse på punkthuset. Det er en ekstra hurdle, men vi skal nok blive færdige til den 21. september,” slutter Rune Sylvester Sørensen.

    Kontakt:

    Kommunikationskonsulent John Thorup email: jot@groenbech.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/almennyttige-boliger-i-kalundborg-snart-klar-til-indflytning?releaseId=13662088

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **