PRM / Analyse: Derfor kan danske politikere ikke gøre noget ved den høje inflation

    Pressemeddelelse fra AE – Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

    INFLATION

    Den høje inflation er i høj grad importeret fra udlandet, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

    “Det er vigtigt at forstå i den politiske debat, at den høje inflation primært er drevet af priser på varer, som vi importerer fra udlandet. Det er rigtig svært for de danske politikere at gøre noget ved,” siger Jon Nielsen, chefanalytiker hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

    I september var inflationen helt oppe på 10 procent ifølge tal fra Danmarks Statistik, der blev offentliggjort mandag. Men kerneinflationen (inflation eksklusive energi og fødevarer) er kun 5,9 procent.

    Renser man også for inflationen på importvarer er kerneinflationen kun 1,9 procent og 1,5 i gennemsnit set over hele året 2022.

    “Det indenlandske prispres er faktisk ikke større end det normale niveau. Set over hele året tegner det indenlandske prispres sig en inflation, der svarer til gennemsnittet siden 2006,” siger Jon Nielsen, chefanalytiker hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

    “Det er positivt, at det indenlandske prispres fortsat er på niveau med sit historiske normalniveau. Selvom det ikke gør nogen forskel for forbrugerne nede i supermarkedet, så havde dansk økonomi stået over for mere komplekse udfordringer, hvis inflationen også var drevet af indenlandsk pres,” siger Jon Nielsen.

    Jon Nielsen fremhæver, at den finanspolitik, der har været ført indtil videre, har været godt afstemt med de udfordringer, der har været. Og det er vigtigt, at det fortsætter.

    “Vi befinder os midt i en valgkamp, hvor trangen til at uddele økonomiske gaver kan være stor. Men tiden er ikke til ufinansierede hjælpepakker. Det kan være med til at forværre situationen,” siger Jon Nielsen.

    Læs analysen her

    Analysens hovedkonklusioner

    • Den stigende inflation er i høj grad drevet af udlandet
    • Ser vi foruden energi og fødevarer bort fra det direkte og indirekte bidrag fra importvarer, lå inflationen på 1,9 i september, og på 1,5 procent i gennemsnit i år. Det svarer stort set til gennemsnittet i de seneste ti år.

    Kontakt:

    Chefanalytiker Jon Nielsen tlf.: 40 54 18 80 email: jn@ae.dk

    Kommunikationschef Jesper Kirkbak tlf.: 50 73 71 34 email: jk@ae.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/analyse-derfor-kan-danske-politikere-ikke-gore-noget-ved-den-hoje-inflation?releaseId=13661980

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **