PRM / Henrik Artmann er ny rådgiver i Middelfart Sparekasse i Kolding

    Pressemeddelelse fra Middelfart Sparekasse

    Nyt job: Middelfart Sparekasse har budt velkommen til en dreven rådgiver i afdelingen på Buen i Kolding. Det er 52-årige Henrik Artmann, som har arbejdet i finanssektoren siden 1991. Senest i Spar Nord Bank – en afdeling, han selv var med til at etablere i 2005.

    Men nu er det altså kunderne i Middelfart Sparekasse, som kommer til at få gavn af Henrik Artmanns store viden om privatøkonomi, bolig, investering og pension efter mere end tre årtier som rådgiver.

    – Jeg valgte Middelfart Sparekasse, fordi flere medarbejdere, som jeg tidligere har arbejdet sammen med, har anbefalet sparekassen som en god arbejdsplads. Jeg holder meget af den personlige kontakt med kunderne og er taknemmelig for at kunne give økonomisk sparring i både medgang og modgang, siger Henrik Artmann, som på nær en enkelt afstikker til Fredericia har haft sit arbejdsliv i Kolding, hvor han også har boet siden 1993.

    Han bor i dag centralt i byen med familien og nyder både Koldings natur og mange kulturelle tilbud.

    I fritiden er det ikke utænkeligt, at Henrik Artmann kan findes på en af de lokale cafeer eller på stadion med familie og venner. Derudover er han meget aktiv i Skakklubben Springeren, hvor han også er med i bestyrelsen.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/henrik-artmann-er-ny-radgiver-i-middelfart-sparekasse-i-kolding?releaseId=13661691

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **