PRM / FC Nordsjællands tillægstidsscoring sikrer million til københavnsk tipper: “Jeg må sende dem en buket blomster”

    Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S

    En tipper fra København sender sikkert en venlig tanke til FC Nordsjællands Oliver Antman i disse dage.

    FC Nordsjællands finske landsholdsspiller udlignede på dramatisk vis langt inde i tillægstiden, da han bankede bolden i nettet bag Kamil Grabara til resultatet 1-1 mod FC København i lørdagens opgør i 3F Superligaen.

    Den sene scoring sørgede ikke bare for, at de to hold delte pointene inde Parken. Målet var også med til at gøre tipperen til millionær. For X’et i den sidste kamp på lørdagens Tips 13-kupon betød, at den dygtige tipper var den eneste i landet, som ramte alle 13 rigtige på kuponen. Dermed blev milliongarantien udløst, og sendte en gevinst på 1.000.000 kroner til manden, der ikke selv så den dramatiske kamp.

    “Jeg opdagede først, at jeg havde vundet millionen, da jeg loggede på min konto sent lørdag aften. Jeg havde slet ikke set fodbold eller fulgt med i løbet af dagen. Jeg kunne næsten ikke fatte det. Jeg havde aldrig troet, at det ville kunne ske for mig. Jeg har højest vundet måske 60 kroner før”, forklarer vinderen, der ifølge eget udsagn ikke følger specielt meget med i fodbold. Han havde bare siddet og hygget sig med at sætte en kupon sammen, hvor han havde drysset nogle halvgarderinger ind, og derfor var han endt med at spille en kupon med et reduceret system med 11 halvgarderinger. Den nyslåede millionær har planen klar for, hvordan noget af gevinsten skal omsættes – og en lille erkendtlighed kan derudover være på vej til Oliver Antman og kompagni.

    “Jeg har et kolonihavehus, som jeg længe har gået og tænkt på godt kunne trænge til at blive istandsat. Det har jeg pludselig råd til. Og så må jeg hellere sende dem en buket blomster i FC Nordsjælland”, griner manden.

    2022 har været et godt år for tipperne indtil videre. Det er 11. gang, at milliongarantien bliver udløst i Tips 13, hvilket er det højeste antal nogensinde i et kalenderår, og så er der endda stadig næsten tre måneder tilbage af 2022. Dermed er der rig mulighed for, at rekorden for antal af Tips-millionærer bliver slået endnu engang inden årets udgang.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fc-nordsjaellands-tillaegstidsscoring-sikrer-million-til-kobenhavnsk-tipper-jeg-ma-sende-dem-en-buket-blomster?releaseId=13661730

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **