PRM / Vælgerne klar til dyrere cigaretter

    Pressemeddelelse fra Kræftens Bekæmpelse

    Trods inflation og astronomiske regninger på el og gas, er der et sted, hvor prisen ifølge vælgerne gerne må stige: På cigaretter og tobak. Hele 61 pct. mener, at en pakke cigaretter skal koste 90 kr. Kun 19 pct. er imod. Det viser en ny meningsmåling foretaget af Epinion for Kræftens Bekæmpelse blandt 2.682 repræsentativt udvalgte danskere.

    – På trods af, at vi har færre penge mellem hænderne, og mange er pressede økonomisk lige nu, er der stor opbakning til, at cigaretter skal koste mere. Det gør mig oprigtigt glad, at krisen ikke påvirker vælgernes holdning til tobak. For fire år siden diskuterede man, om en pakke skulle koste 60 kr. I dag er vi et skridt videre, siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.

    Under valgkampen i 2019 var prisen på tobak et af de mest diskuterede emner. Det resulterede i, at prisen på en pakke cigaretter efterfølgende steg til omkring 60 kr. pakken. Herefter faldt andelen af danskere, der ryger – især blandt yngre.

    Opbakning på tværs af partier
    På tværs af partier – bortset fra Ny Borgerlige og Dansk Folkeparti – bakker et flertal af vælgere op om at hæve prisen på en pakke cigaretter til 90 kr. I nogle af de største partiers vælgergrupper er opbakningen endda højere end gennemsnittet.

    Det gælder f.eks. Socialdemokratiets vælgere, hvor opbakningen er 64 pct. Det er interessant, fordi regeringen senest i foråret meldte ud, at den ikke ønsker at hæve prisen på tobak. Derimod var der i Venstre, SF og Det Radikale Venstre velvilje overfor at skrue prisen på tobak op.

    Blandt eksperter og forskere i tobaksforebyggelse er der enighed om, at højere priser på tobak er et af de mest effektive værktøjer til at forebygge rygning blandt børn og unge og til at motivere til rygestop blandt dem, der allerede er begyndt at ryge.

    – Man må bare konstatere, at vælgerne nogle gange er mere modige og ambitiøse end politikerne. Jeg håber, at man I partierne vil lytte til vælgerne og under valgkampen melde ud, om deres ambitioner for sundhed kan matche vælgernes, siger Jesper Fisker.

    Hvert år dør omkring 13.000 i Danmark af rygerelaterede sygdomme.

    Vælgernes pris på en pakke cigaretter

    Synes godt eller meget godt om at hæve prisen på en pakke cigaretter til 90 kr.?

    NB: Partier med antal respondenter under 100 er ikke taget med pga. usikkerhed om resultatet.

    Parti

    Synes meget godt + godt om

    Synes meget dårligt + dårligt om

    Socialdemokratiet

    64 pct.

    17 pct.

    Venstre

    62 pct.

    15 pct.

    Radikale

    79 pct.

    9 pct.

    Konservative

    62 pct.

    19 pct.

    SF

    64 pct.

    13 pct.

    Enhedslisten

    61 pct.

    18 pct.

    Dansk Folkeparti

    48 pct.

    27 pct.

    Nye Borgerlige

    43 pct.

    39 pct.

    Moderaterne

    62 pct.

    18 pct.

    Danmarksdemokraterne

    53 pct.

    27 pct.

    Liberal Alliance

    54 pct.

    29 pct.

    Alle

    61 pct.

    19 pct.

    Om undersøgelsen

    Data er indsamlet af analysebureauet Epinion for Kræftens Bekæmpelse fra 31. august – 13. september 2022. I undersøgelsen indgår svar fra 2.682 danskere i alderen 18 år og derover. Data er nationalt repræsentativt i forhold til køn, alder, region og parti.



    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vaelgerne-klar-til-dyrere-cigaretter?releaseId=13661649

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **