PRM / 19 grader på kontoret: Hold varmen med småøvelser

    Pressemeddelelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

    Det er blevet lidt køligere på mange kontorer. For den 1. oktober trådte regeringens tiltag om at skrue op til maksimalt 19 grader på offentlige arbejdspladser nemlig i kraft. Og private virksomheder anbefales også at holde en indendørstemperatur på bare 19 grader.

    For mange medarbejdere betyder det, at man skal finde nye måder at holde på varmen, og her kan en af løsningerne være småøvelser:

    – Øvelserne er et godt afbræk i hverdagen, hvor man sammen med sine kollegaer kan få lidt varme i kroppen. Det kan fx være ved elastiktræning eller øvelser med kropsvægt, hvor musklerne i nakke, skuldre og ryg styrkes, fortæller professor ved NFA, Lars L. Andersen.

    Fælles for øvelserne er, at der ikke er behov for fitnessfaciliteter, omklædning eller efterfølgende bad.

    Et stort forebyggelsespotentiale

    Udover at holde kroppen i gang kan småøvelser også bidrage til at forebygge smerter og nedbringe sygefraværet. Hvis alle danske arbejdsplader indfører småøvelser i arbejdstiden, kan man potentielt forebygge 13 pct. af det lange sygefravær i Danmark. Det viser et studie, hvor forskere fra NFA har undersøgt 70.000 danskeres arbejdsmiljø og helbred.

    – Vores forskning viser, at småøvelser på arbejdspladsen er et vigtigt supplement til mere traditionelle arbejdsmiljøindsatser. Den sætter en tyk streg under den gavnlige effekt, fysisk træning på arbejdspladsen har for medarbejderne, siger Lars L. Andersen.

    Kontakt:

    Kommunikationskonsulent Line Flatau tlf.: 60191512 email: lfl@nfa.dk

    Kommunikationskonsulent Anne-Marie Dynes Møller tlf.: +45 22861032 email: anm@nfa.dk

    Professor, MSc, PhD Lars L. Andersen email: lla@nfa.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/19-grader-pa-kontoret-hold-varmen-med-smaovelser?releaseId=13661324

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **