PRM / Sandfodringsprojekt genopbygger kysten i Hjørring Kommune

    Pressemeddelelse fra Hjørring Kommune

    Hjørring Kommunes vestvendte kyst har en af landets største erosionsrater. I gennemsnit trækker kysten sig naturligt tilbage med 1-2 meter om året. For at modvirke erosionstruslen mod sommerhuse, infrastruktur, natur- og rekreative områder dannede Hjørring Kommune i 2020 et samarbejde med 12 grundejerforeninger og Skallerup Seaside Resort A/S om et stort fælles sandfodringsprojekt.

    Det fælles sandfodringsprojekt opnåede tilskud fra statens pulje til kystbeskyttelse. I projektet er der foreløbig sandfodret med i alt ca. 330.000 m3 på strækningerne ved Nr. Lyngby, Mårup, Harerenden, Skallerup, Nørlev og Udemarken siden foråret 2021.

    Grundejerforeningen Harerenden tog ved projektets start initiativ til at få lavet detaljerede opmålinger af sandbunden under vandoverfladen. Der blev opmålt inden start på projektet og igen i foråret 2022, noget tid efter gennemførsel af 2. fodringskampagne.

    Forskellen mellem de to målinger viser, at bunden i nogle områder er hævet op til 2,5 m. Det tilførte sand har især hævet højde og bredde af 2. revle.

    Formand for Teknik- og Miljøudvalget Søren Homann udtaler: “Jeg er meget glad for, at vi i Hjørring Kommune kan opnå et stærkt og effektivt samarbejde med så mange borgere om at få reduceret vores problemer med erosion af kysten. Et projekt uden lige på landsplan!”

    Formand for Sommerhusforeningen Harerenden Per L. Pedersen er godt tilfreds med resultaterne af opmålingen: “Opmålingen er et fantastisk redskab, som hjælper os med at formidle effekten af projektet overfor vores medlemmer i foreningen.”

    Formålet med sandfodring er blandt andet at forstærke revlerne. Kraftigere revler kan tage energi ud af bølgerne og derved nedsætte erosionen på kysten. Ved sandfodring, der overstiger de naturligt fraførte mængder, kan kyst og strand desuden genopbygges.

    Netop nu fodres for 3. gang med yderligere 150.000 m3. Sandfodringen udføres med skibet Freja R og kan følges her: https://www.marinetraffic.com/en/ais/home/shipid:156806/zoom:10

    Kontakt:

    Formand for Teknik og Miljøudvalget, Hjørring Kommune:
    Søren Homann
    soeren.homann@hjoerring.dk
    Tlf. 41937749

    Formand for Sommerhusforeningen Harerenden:
    Per Lønborg Pedersen
    perl.pedersen@mail.tele.dk
    Tlf. 21252802

    Kystmedarbejder Hjørring Kommune:
    Christina W. Kærsgaard
    cwk@hjoerring.dk
    Tlf. 41226767

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sandfodringsprojekt-genopbygger-kysten-i-hjorring-kommune?releaseId=13661233

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **