Pressemeddelelse fra Gladsaxe Kommune
I 2020 gik Gladsaxe med i partnerskabet ‘DK2020 – Klimaplaner for hele Danmark’, som skal være med til at løfte lokalt klimaarbejde til internationale standarder. Som en del af DK2020-partnerskabet har Gladsaxe nu udarbejdet og vedtaget en samlet klimaplan, der viser vejen til CO2-neutralitet senest i 2050, og hvordan kommunen vil tilpasse sig klimaforandringerne.
Gladsaxes DK2020-plan er netop blevet vedtaget af byrådet og godkendt af CONCITO – Danmarks Grønne Tænketank og det internationale bynetværk C40.
Viser vejen til grøn fremtid
Vedtagelsen og godkendelsen af Gladsaxes DK2020-plan glæder borgmester Trine Græse, der mener, at klimaplanen får stor betydning for kommunens samlede klimaindsats i årene frem.
– I Gladsaxe har vi i mange år arbejdet ud fra, at den lokale klimaindsats spiller en vigtig rolle for løsningen af den globale klimakrise. Vi har allerede formået at reducere CO2-udledningen i kommunen som geografisk område med 40 procent sammenlignet med 2007, og i de kommende år vil vi sætte endnu mere turbo på den grønne omstilling, samtidig med at vi ruster Gladsaxe til fremtidens vejr. Derfor er jeg glad for, at vi i tæt samarbejde med borgere, virksomheder og foreninger har formået at lave en samlet plan for, hvordan Gladsaxe kan blive en CO2-neutral kommune senest i 2050, siger borgmester Trine Græse.
Bygger bro mellem klimaindsatser
Gladsaxe er allerede blandt de mest ambitiøse kommuner på klimaområdet. Kommunen har gentagne gange figureret på Carbon Disclosure Projects A-liste over de byer i verden, der gør mest for klimaet, ligesom Gladsaxes klimatilpasning er blevet fremhævet i den internationale Cities100-rapport.
Med den nye DK2020-plan bygger Gladsaxe bro mellem de mange planer, strategier og igangværende tiltag i kommunen, som understøtter klimaindsatsen. Senest har byrådet blandt andet vedtaget en ‘Strategi for Grøn Omstilling’ og en omfattende spildevandsplan, som skal forhindre oversvømmelser og overløb, hvor urenset spildevand løber direkte ud i søer og vandløb.
DK2020 er et partnerskab mellem Realdania, Kommunernes Landsforening og de fem regioner. CONCITO er projektsekretariat sammen med C40 som videnspartner. Det startede som et pilotprojekt tilbage i 2019 med 20 kommuner. Efterfølgende gik 46 kommuner i gang, herunder Gladsaxe. Senest har yderligere 31 kommuner tilsluttet sig DK2020.
Kontakt:
Kommunikationschef Ulla Baden, ulla.baden@gladsaxe.dk eller 22 76 56 22
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gladsaxe-samler-klimaindsatser-i-ambitios-dk2020-plan?releaseId=13661275
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **