PRM / Tænketank med opråb om mad i skolen

    Pressemeddelelse fra Madkulturen

    “Næste generation skal vokse op med jordforbindelse, mad mellem hænderne og en stærk madkultur. Derfor skal maden på dagsordenen i det nye folketingsår og ved den næste politiske aftale om skolen”, lyder det i et åbent brev til Folketinget i fire store dagblade.

    Afsenderne er 24 nøglepersoner fra mange dele af skoleverdenen og maddanmark, som tilsammen udgør tænketanken Madtanken, nedsat af Madkulturen. Resultatet af deres arbejde er indtil videre tre overordnede anbefalinger for en styrket madkultur i skolen.

    Tid til en samlet madplan

    Madtankens opråb markerer den foreløbige kulmination på en debat henover sommeren om madens rolle i skolen. Ud over skolemad handler det blandt andet om madkundskabsfaget, spisesituationen smt brobygningen mellem skolen og de livsvigtige fødevarefag.

    “Skolemad udjævner ulighed. Fælles måltider skaber trivsel og sammenhold. Madundervisning klæder børn på til at træffe gode valg for klimaet og deres sundhed. Mad i skolen bygger bro – mellem mennesker, mellem fagene og til verden uden for skolen”, skriver Madtanken, som blandt andet tæller madkorifærer som Timm Vladimir, Arne Astrup og Rasmus Munk.

    Madtanken arbejder videre med deres anbefalinger og vender senere på året tilbage med et bud på en række konkrete handlinger, som skal styrke madens rolle i skolen.

    Madtankens anbefalinger

    Børn, der spiser sammen, holder sammen

    I løbet af et skoleliv spiser vores børn mindst 2.000 måltider i skolen. Hvert af de måltider er en chance for at være sammen og knytte tættere bånd. Rammen om spisepauserne har stor betydning for børnenes trivsel i klassen – og for den måltidskultur, de tager med sig videre ind i voksenlivet og på sigt giver videre til deres egne børn.

    Derfor bør alle skoler i Danmark sætte tid af til spisepauser, der bidrager til sammenhold og trivsel.

    Mætte børn lærer bedst

    3 ud af 4 børn i Danmark er sultne i løbet af en skoledag. Det går ud over koncentration og indlæring. God skolemad til alle er en løsning, som både forældre, lærere og elever ønsker sig. Erfaringer fra Sverige viser, at børn, som får skolemad, uddanner sig længere, får højere livsindkomst og bliver 1 cm højere.

    Derfor bør alle skoler i Danmark have en skolemadsordning.

    En stærk madkultur i næste generation

    94% af alle danskere mener, at maddannelse er vigtig for vores børn. Men kun hver tiende familie har børnene med i køkkenet. Resultatet er, at tre fjerdele af unge under 25 år ‘mangler overskud’ til at lave mad. For at vende den udvikling skal vi give alle børn en stærk maddannelse med fra deres ti år i skolen.

    Derfor bør alle skoler i Danmark bør have obligatorisk madkundskab fra 1.-.9. klasse – ligesom idræt.


    FAKTA

    Læs det åbne brev

    Madtankens åbne brev til politikerne kan læses på madkulturen.dk/madtanken-aabent-brev.

    Om Madtanken

    I 2022 har Madkulturen samlet 24 nøglepersoner fra maddanmark og skoleverdenen i tænketanken Madtanken for at få deres anbefalinger for madens fremtidige rolle i skolen. Læs mere på madkulturen.dk/madtanken.

    Kontakt:

    Presseansvarlig Hanibal Hoff tlf.: 25329201 email: hannibal@madkulturen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/taenketank-med-oprab-om-mad-i-skolen?releaseId=13661270

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **