Pressemeddelelse fra Forsikring & Pension
– Som statsministeren slår fast, så står Danmark og verden i en brydningstid, hvor det er helt afgørende, at vi står sammen. Det gælder værnet om Danmarks sikkerhed, vores klima og energiforsyning og fremtidssikringen af vores velfærdssamfund. Det er kæmpestore udfordringer, som kun kan løses af og i fællesskab, siger adm. direktør Kent Damsgaard, F&P.
Ifølge statsministeren venter der store udfordringer – og ingen lette svar. Hun opfordrer derfor til fælles løsninger i håndteringen af den økonomiske krise og inflationen, vores velfærd, klima og tryghed. F&P har tidligere foreslået Folketinget at etablere velfærdspartnerskaber og glæder sig over, at det fokus i høj grad også er til stede i forslaget om en helhedsplan for velfærden.
– Det er positivt, at statsministeren fremhæver, at der netop ikke findes én løsning på fremtidssikringen af velfærdssamfundet. Og at forslaget om en langsigtet helhedsplan for velfærdssamfundet selvfølgelig kræver et tæt samarbejde mellem offentlige og private aktører. Forsikrings- og pensionsselskaberne er i den grad klar til at bidrage, siger Kent Dams-gaard.
Han understreger, at forsikrings- og pensionsbranchen fortsat er klar til at investere i vores klima – og energiuafhængighed.
– Viljen og lysten til at investere i – og forsikre – udbygningen af vedvarende energi er tydeligt til stede hos vores medlemmer. Men regeringen og Folketinget kan gøre meget ved at fjerne barrierer, sætte skub i udbudsprocesser og få mere tempo på de grønne projekter, siger Kent Damsgaard.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fp-om-statsministerens-tale-staerkt-samarbejde-om-velfaerden-er-afgorende-for-danmark?releaseId=13661280
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **