PRM / Hyggelig efterårsaktivitet for hele familien

    Pressemeddelelse fra Haderslev Kommune

    Haderslev er Danmarks hestevognsby nummer 1. Her har vi nemlig en af Nordeuropas største samlinger af hestevogne: Slesvigske Vognsamling. Den består af ca. 150 vogne, kærer og kaner, som boghandler Johannes Christian Nielsen samlede fra 1950’erne og et par årtier frem. I dag befinder vognsamlingen sig i de gamle industrihaller fra Schaumanns Klædefabrik på Simmerstedvej. Der er fornemme kareter som landauere og coupéer. Der er praktiske funktionsvogne som bagervogn, brødvogn, bryggervogn, brandsprøjte, ambulancevogn og mange andre.

    Slesvigske Vognsamling er en del af Historie Haderslev, der også driver den store lertøjssamling, Ehlersamlingen i Slotsgade.

    Nu skal nogle af de gamle vogne ud at køre i Haderslevs gader. Så i efterårsferien tilbyder Historie Haderslev besøgende på de to museer, Slesvigske Vognsamling og Ehlers Samlingen, en hestevognstur frem og tilbage mellem de to steder.

    Betingelsen er at en voksen har købt fællesbillet, der gælder til begge de to museer, og at I har bestilt tid. Medbring børnenes FUN-card.

    Tid: Hestevognene kører i museernes åbningstid fra tirsdag til torsdag fra 12 til 16.

    Fællesbillet: 70 kr.

    Aldersgruppe: Fra 5 år, maks. 2 børn per voksen.

    Tilmelding: Tilmelding til hestevognstur skal ske fredag 14/10 fra 12 til 16 eller mandag 17/10 fra 9 til 13 på tlf. 74 34 78 16.

    Sted: Slesvigske Vognsamling, Simmerstedvej 1A eller Ehlers Samlingen Slotsgade 20, 6100 Haderslev.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hyggelig-efterarsaktivitet-for-hele-familien?releaseId=13661277

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **