PRM / Esbjerg samler verdens energibyer

    Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune

    Fra den 5.-7. oktober er Esbjerg vært for, når nogle af verdens førende energibyer kommer til byen for at deltage i årsmødet i den eksklusive klub, World Energy Cities Partnership (WECP). Borgmester Jesper Frost Rasmussen sidder for bordenden som præsident i sammenslutningen, og han glæder sig til at byde delegationerne, som tæller knap 50 mennesker, velkommen til Esbjerg. Det sidste årsmøde i World Energy Cities Partnership fandt sted i Aberdeen i 2019.

    “Årsmødet i Esbjerg bliver det største, når man kigger på antallet af deltagere, og det styrker sammenhængskræften i sammenslutningen at der er så stor opbakning. Jeg glæder mig til at byde alle deltagere velkommen til Esbjerg, hvor vi bl.a. vil bruge årsmødet til at diskutere mulighederne for at udbygge samarbejdet på business-to-business niveau og skabe et fundament for akademiske partnerskaber, der fremmer udveksling af studerende og undervisere mellem medlemsbyerne”, fortæller Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune og præsident i World Energy Cities Partnership.

    Besøgende fra USA og Japan

    I begyndelsen af uge 40 begynder de første delegationer med flere borgmestre i spidsen at ankomme til Esbjerg. Godt og vel halvdelen af medlemsbyerne deltager i årsmødet i Esbjerg. Aberdeen, Calgary, Cape Town, Dammam, Halifax, Houston, Kobe, Perth og Stavanger sender delegationer til Esbjerg bestående af en eller flere deltagere. Derudover har det danske generalkonsulat i Houston inviteret en større delegation til Esbjerg for at de ved selvsyn kan opleve, hvordan Esbjerg har udviklet sig til en grøn EnergiMetropol.

    “I den seneste tid har verdens øjne været rettet mod Esbjerg, og besøget af WECP giver os endnu en ramme, som vi kan bruge som udstillingsvindue for alt det, som Esbjerg formår som EnergiMetropol. Det har været målet, siden Esbjerg blev en aktiv del af WECP i 2013”, siger Jesper Frost Rasmussen.

    Lokale værter lægger hus til

    Første arrangement i regi af WECP-besøget sker allerede onsdag, hvor Energy Cluster Denmark inviterer til et business-to-business arrangement, Energy Innovation Matchmaking, hvor de udenlandske gæster har mulighed for at møde danske virksomheder fra energisektoren. Både onsdag og torsdag skal de delegerede deltage i de officielle møder, som udgør selve årsmødet. Derudover har Business Esbjerg været med til at stykke et program sammen, som bringer gæsterne forbi Esbjerg Rådhus til en officiel velkomst, mens Semco Maritime lægger hus til præsentationer fra flere lokale virksomheder omkring den grønne omstilling i Esbjerg. I forlængelse heraf får gæsterne en guidet rundtur på Esbjerg Havn og som et af det sidste programpunkter har Aalborg Universitet arrangeret en formiddag med fokus på den seneste forskning i vedvarende energi.

    Klimapartnere spiller ind

    Det overordnede tema for årsmødet i 2022 bliver: Energiomstilling baseret på offentlige og private partnerskaber. Partnerskaber er nemlig centrale for at skabe grøn omstilling, og Esbjerg Kommune bruger aktivt klimapartnerskaber for at nå det ambitiøse mål om at blive en CO2-neutral kommune i 2030. Esbjerg Kommune har indgået et strategisk klimapartnerskab med Esbjerg Havn, DIN Forsyning og Aalborg Universitet Esbjerg. Derudover er der også indgået klimapartnerskaber med 12 lokale virksomheder, der har fået udarbejdet CO2-regnskaber og derigennem identificeret mulige klimaforbedringer. Klimapartnerne er inviteret med til at være en aktiv del af WECP-besøget.

    Fakta om WECP

    World Energy Cities Partnership opstod i 1995, og i dag tæller sammenslutningen følgende byer:

    Calgary, Canada

    St. John’s, Canada

    Halifax, Canada

    Houston, USA

    Villahermosa, Mexico

    Barranquilla, Colombia

    Stavanger, Norge

    Aberdeen, Storbritannien

    Esbjerg, Danmark

    Luanda, Angola

    Cape Town, Sydafrika

    Atyrau, Kasakhstan

    Dammam, Saudi-Arabien

    Perth, Australien

    Daqing, Kina

    Dongying, Kina

    Karamay, Kina

    Ulsan, Sydkorea

    Kobe, Japan

    Uddrag af programmet:

    Torsdag den 6. oktober kl. 9 på Esbjerg Rådhus finder den officielle velkomst sted i Rådhushallen.

    Torsdag den 6. oktober kl. 10.15 mødes de delegerede med virksomheder i Esbjerg under overskriften grøn omstilling i EnergiMetropolen. Mødet finder stede hos Semco Maritime.

    Torsdag den 6. oktober kl. 14 det officielle årsmøde.

    Torsdag den 6. oktober kl. 16.15 deltager repræsentanterne i en guidet rundtur på Esbjerg Havn.

    Fredag den 7. oktober kl. 9 er Aalborg Universitet i Esbjerg vært for et symposium med fokus på omstillingen til vedvarende energi.

    Kontakt:

    Jesper Frost Rasmussen, borgmester, mail jesra@esbjerg.dk eller telefon 27 24 18 00.

    Karsten Rieder, direktør i Business Esbjerg, mail kar@businessesbjerg.com eller telefon 93 95 00 75.

    Ønsker du at dække årsmødet kan kommunikationschef Thomas Reil kontaktes på mail thar@esbjerg.dk eller telefon 21 37 92 84.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/esbjerg-samler-verdens-energibyer?releaseId=13661227

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **