PRM / Næsten halvdelen af de små og mellemstore virksomheder har stadig et for lavt sikkerhedsniveau

    Pressemeddelelse fra Erhvervsstyrelsen

    Knap halvdelen af landets 300.000 SMV’er har ikke det sikkerhedsniveau, der anbefales i forhold til deres risikoprofil – det på trods af at truslen fra cyberkriminalitet vurderes til at være meget høj af Center for Cybersikkerhed.

    – “Det er enormt vigtigt for både den enkelte virksomhed og samfundet generelt, at vi har stor fokus på digital sikkerhed. Cyberkriminalitet bliver fortsat mere og mere organiseret, og det koster dansk erhvervsliv dyrt. Denne analyse viser, at landets virksomheder – særligt de små og mellemstore – har brug for yderligere hjælp og vejledning til at styrke deres digitale sikkerhed”, udtaler vicedirektør i Erhvervsstyrelsen, Torsten Andersen.

    En tredjedel af virksomhederne vurderer selv, at deres virksomhed ikke ville kunne udføre sine kerneopgaver, hvis de mistede adgangen til centrale it-systemer.

    Analysen af digital sikkerhed i danske SMV’er viser på den ene side en positiv udvikling blandt landets SMV’er, fordi en øget andel af virksomhederne benytter sig af et højt antal it-sikkerhedsforanstaltninger. Men 44 procent af de små og mellemstore virksomheder er stadig ikke i hus med et tilstrækkeligt sikkerhedsniveau.

    Tilsvarende mangler 25 procent af SMV’erne fortsat at implementere de mest basale sikkerhedstiltag – nemlig systematisk opdatering af software og backup af data.

    Det kan få store konsekvenser for virksomhederne i form af:

    • tabt omsætning
    • ekstra udgifter
    • mistet data
    • at forretningen ikke i stand til at køre videre

    IT-sikkerheden kan øges med få tiltag

    Alle virksomheder kan øge it-sikkerheden markant ved løbende at opdatere styresystemer og programmer samt lave backup af data. Det kan man læse mere om under:

    “De syv råd om it-sikkerhed” på Sikkerdigital.dk.

    I øjeblikket kan SMV’er desuden søge om op til 50.000 kroner til rådgivning om digital sikkerhed og/eller ansvarlig dataanvendelse gennem SMV:Digital-programmet. Puljen er finansieret af EU-REACT-midler.

    Baggrund

    Analysen viser en sammenhæng mellem brugen af remote løsninger og virksomhedens it-sikkerhedsniveau.

    De virksomheder, som har øget brugen af remote løsninger under Covid-19 er tilsvarende de virksomheder, som har flest it-sikkerhedsforanstaltninger.

    Det er særligt teknologi såsom VPN, som har været brugt til at sikre hjemmearbejdet. VPN er samtidig en væsentlig it-sikkerhedsforanstaltning.

    Analysen er baseret på Danmark Statistiks årlige undersøgelse: IT-anvendelse i virksomhederne (VITA).

    Data er indsamlet i 2021, men beder virksomhederne forholde sig til – og besvare ud fra 2020.

    Af samme grund er dette års “Digital Sikkerhed i danske SMV’er” den første af sin slags, som præsenterer data, der beskriver et år med covid-19.

    Data er baseret på svar fra 4.144 virksomheder.

    Analysen vil bidrage med viden til Erhvervsstyrelsens igangværende og fremtidige arbejde med at styrke den digitale sikkerhed i dansk erhvervsliv. Erhvervsstyrelsen arbejder på at øge modstandsdygtigheden særligt blandt landets SMV’er med en række gratis vejledninger og værktøjer.

    Blandt andet driver Digitaliseringsstyrelsen og Erhvervsstyrelsen portalen sikkerdigital.dk, hvor borgere, virksomheder og myndigheder kan få hjælp til at løfte deres digitale sikkerhed gennem oplysning og konkrete værktøjer.

    Yderligere info:

    Claus Grønborg

    Presserådgiver, Erhvervsstyrelsen

    Mobil: 35291501

    Kontakt:

    Presserådgiver Claus Grønborg email: clajen@erst.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/naesten-halvdelen-af-de-sma-og-mellemstore-virksomheder-har-stadig-et-for-lavt-sikkerhedsniveau?releaseId=13660741

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **