Pressemeddelelse fra Humanistisk Samfund
Demokratiet skal værnes om og fejres
I dag kl. 11.00-11.30 samles humanister og en række af folketingets medlemmer til en højtidelig sekulær ceremoni på Johan Borups Højskole for at markere åbningen af Folketinget.
Åbningsceremonien er en fejring af demokratiet, fortæller Lone Ree Milkær, forperson i Humanistisk Samfund:
“Folketingsårets begyndelse er hvert år en milepæl i demokratiet, som vi ikke må tage for givet. Vi mener, det er vigtigt at fejre de betydningsfulde milepæle og overgange i livet – både i den enkeltes liv, men også i vores fælles samfund. Med ceremonien vil vi fejre demokratiet og skabe rum til refleksion over det kommende folketingsår.”
Ceremonien er planlagt, så folketingsmedlemmerne kan nå at deltage i både den traditionelle gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke og den sekulære ceremoni på Johan Borups Højskole, hvis de ønsker det. Ceremonien slutter, så folketingsmedlemmerne kan nå tilbage, inden folketingets første møde starter kl. 12.00.
Fokus på demokratiske rettigheder i Europa
Temaet for ceremonien vil i år være demokratiske rettigheder i Europa – præget af situationen i Ukraine. Trioen Sivelle vil derfor fylde salen med smukke toner på dansk og ukrainsk, og radiovært Anders Bøtter vil læse tekststykket ‘Ord’ af Jørn Lund op. Årets hovedtaler er Dorthe Hove Olesen, vicedirektør i Roskilde Festival-gruppen. For hende er det vigtigt at udvikle og bevare fællesskaber, der giver plads til at mødes og diskutere, hvordan vi kan forbedre fremtiden:
“Vi bliver i denne tid dagligt mindet om, at vi ikke kan tage demokratiet og de humanistiske idealer for givet, og vi oplever en generation af unge, der har svært ved at forestille sig en bedre fremtid. Alt dette peger på, at vi mere end nogensinde har brug for at skabe og fastholde hverdagshumanistiske fællesskaber hvor vi kan mødes, eksperimentere, diskutere og visualisere en bedre fremtid,” fortæller Dorthe Hove Olesen og fortsætter:
“Dén ambition har vi som festival til fælles med Humanistisk Samfund, og derfor har jeg med glæde takket ja til at tale ved Humanistisk Samfunds åbningsceremoni.”
Åbningsceremonien bliver live streamet og kan ses på Humanistisk Samfunds
.Kontakt:
Stina Høiberg-Højerup, kommunikations- og pressemedarbejder email: shh@hs.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/humanistisk-abningsceremoni-folketingsarets-begyndelse-er-hvert-ar-en-milepael-i-demokratiet-som-vi-ikke-ma-tage-for-givet?releaseId=13661172
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **