Pressemeddelelse fra Danmarks Naturfredningsforening
Regeringen og partierne omkring Finansloven 2022 er blevet enige om, hvordan aftalen om et trawlfrit Bælthavet skal udmøntes. Det skaber glæde hos Danmarks Naturfredningsforening.
– Det er en rigtig god dag for havnaturen i Bælthavet, der nu kan få fred og ro for bundslæbende fiskeredskaber, der igen og igen forstyrrer havbunden. Torskebestanden i Bælthavet er truet og tæt på kollaps. Et trawlforbud i Bælthavet kan blive startskuddet til den store genrejsning af vores havnatur og dermed også af torskebestanden, siger Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
Det trawlfrie område i Bælthavet kommer til at omfatte Storebælt og Langelandsbælt, samt Lillebælt med de sønderjyske fjorde – undtagen Flensborg fjord. Trawlforbuddet vil dermed også stoppe det ødelæggende fiskeri med muslingeskrab i fjordene, og Flensborg fjord bør også omfattes af denne beskyttelse.
Samtidig giver det trawlfri område bedre betingelser for det skånsomme fiskeri i hele Bælthavet.
– Det trawlfri område i Bælthavet giver mulighed for at et kystnært fiskeri med skånsomme redskaber kan udvikle sig i området. Det vil give mere liv på havbunden og i de små havne, siger Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
Torskens gydeområder skal gøres trawlfrie
Bælthavet er enormt vigtig for torskebestanden i den vestlige Østersø. Her findes både lavvandede opvækstområder for torsken, samt dybe render, hvor de store torsk opholder sig og samles for at gyde. I aftalen er de dybe render i den sydligste del af Bælthavet desværre ikke blevet trawlfrie, og det er en klar mangel i aftalen, lyder det fra DN:
– Hvis det for alvor skal lykkes at rejse torskebestanden igen, så skal de dybe render, hvor torskene gyder, og hvor der faktisk bundtrawles mest intensiv, også omfattes af trawlforbuddet. Så torskenbestanden kan få fred til at reproducere sig her og vokse sig stor igen, siger Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
Kontakt:
Presseansvarlig for hav og fiskeri Claus Garde Bergmann tlf.: 61782480 email: claus@dn.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dn-aftale-om-trawlfrit-omrade-er-rigtig-godt-for-havnaturen-?releaseId=13661010
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **