Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet
“Danmark glemmer ikke resten af verden, selvom vi har stort fokus på at hjælpe Ukraine. Vi står i en alvorlig situation med over 300 millioner mennesker med humanitære behov i verden – og mere end 100 millioner som har måtte forlade hus og hjem som følge af krig og konflikt eller ekstreme klimaforandringer,” siger udviklingsminister Flemming Møller Mortensen.
Det danske bidrag fordeles med 20 mio. kr. til humanitære civilsamfundsindsatser i Syrien og nabolande, 35 mio. kr. til FN’s humanitære indsatser i Somalia og Etiopien og 45 mio. kr. til FN’ Centrale Nødhjælpspulje (CERF).
“Bag tallene er ufattelige menneskelige lidelser og skæbner. Det nye bidrag vil gå til de forværrede kriser i Syrien og på Afrikas Horn. Vi må heller ikke glemme de mange oversete kriser i verden som bl.a. er forårsaget af klimaforandringerne og den globale forsyningskrise. Derfor giver Danmark også et nyt bidrag til FN’s centrale nødhjælpspulje, som sikrer at nødhjælpen når ud, hvor behovene er størst,” siger udviklingsminister Flemming Møller Mortensen.
Den humanitære krise i Syrien og nabolandene er større end på noget tidspunkt i konflikten. Danmark har derfor også i 2022 fastholdt sit humanitære engagement og øger nu bidraget med 20 mio. kr. Danmark samlede humanitære bidrag til Syrien krisen er dermed 370 mio. kr. i år.
Afrikas Horn oplever den værste tørke i over 40 år. 36 millioner er påvirkede af tørken og FN har udsendt advarsler om snarligt forestående udbrud af hungersnød i flere områder. Etiopien udfordres samtidig af den alvorlige konflikt i det nordlige Etiopien. Danmark har i 2022 bidraget med over 300 mio. kr. til Etiopien, Somalia og Kenya.
Klimakrisen og stigende priser på fødevarer, energi og gødning, som følge af krigen i Ukraine, går hårdt ud over verdens mest sårbare. FNs Centrale Nødhjælpspulje kan støtte her og nu – og kan afhjælpe underfinansierede humanitære operationer. Danmark er i 2022 den 6. største donor til FNs Centrale Nødhjælpspulje med et samlet bidrag på 215 mio. kr.
Baggrund
Fordeling af det nye bidrag på 100 millioner kr.:
- Afrikas Horn: 35 millioner kr. fordeles med 14 mio. kr. til FN’s humanitære landefond i Somalia og 21 mio. kr. til FN’s humanitære landefond i Etiopien.
- Syrien og nabolande: 20 millioner kr. til danske civilsamfundsorganisationers indsatser. Bidraget vil indgå i en allerede reserveret pulje på 55 mio. kr. Samlet pulje til danske civilsamfunds indsatser hæves dermed til 75 mio. kr.
- FN’s Centrale Nødhjælpspulje (CERF): 45 mio. kr. Danmarks samlede bidrag til CERF’en i 2022 er således 215 mio.kr.
For yderligere information kontakt presserådgiver Thorleif Ravnbak, 25749150
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/100-millioner-kr-til-verdens-store-og-glemte-humanitaere-kriser?releaseId=13661208
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **