PRM / Lavere indendørs temperaturer kan give allergikere sved på panden

    Pressemeddelelse fra Astma-Allergi Danmark

    I dag bliver temperaturen mange steder skruet ned til 19 grader. Endnu er der ingen krav om lavere temperaturer i private hjem, men regeringen opfordrer alle danskere til at spare på strømmen og sænke temperaturen af hensyn til den nationale forsyningssikkerhed og hver enkelt danskers privatøkonomi.

    Da vi bruger 90 procent af vores tid inden døre, vil temperaturændringerne også kunne påvirke vores helbred. Og de cirka 12 procent af den voksne befolkning, der døjer med eller er disponeret for allergi over for husstøvmider, samt de danskere, der er i risiko for at reagere på indendørs skimmelsvamp, skal tænke sig ekstra godt om.

    Når temperaturen kommer under 20 grader, kan det nemlig øge luftfugtigheden i hjemmet, hvilket giver bedre levevilkår for netop husstøvmider, der lever i for eksempel dyner, puder og madrasser.

    Ligeledes stiger risikoen for skimmelsvampe, når den fugtmættede luft rammer de kølige overflader såsom vinduer og ydervægge i din bolig og skaber kondens. Kun ganske få personer har decideret allergi over for indendørs skimmelsvamp, men har du astma eller høfeber, kan dine symptomer blive forværret af svampen.

    Ekspert: Luft ud mindst tre gange døgnet

    Vil du holde problemerne for døren, er det ifølge Lars Gunnarsen, professor ved Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet og ekspert i indeklima, vigtigt at få luftet jævnligt ud.

    – Vores anbefaling er, at du lufter ud om morgenen, når du står op, om eftermiddagen og om aftenen, før du går i seng. Og at du så vidt muligt sørger for at holde den samme temperatur i alle rum, lyder det fra professoren.

    Arbejder du hjemmefra eller tilbringer meget tid i hjemmet af en anden årsag, kræver det ekstra udluftning:

    – I en bolig, der er i intensiv brug, er det en god idé at lufte ud hver anden time. Særligt hvis du tilbringer mange timer i et rum med en lukket dør, for eksempel på hjemmekontoret, siger Lars Gunnarsen.

    Sæson for effektiv – og nødvendig – udluftning

    Måske begynder hårene allerede at rejse sig ved tanken om et vindue på vid gab med minusgrader udenfor. Men den gode nyhed er, at du ikke behøver at lufte ud mere end 5-10 minutter ad gangen for at påvirke luftfugtigheden i den rigtige retning.

    – I de kolde måneder blæser det mere, og den kolde luft indeholder ikke ret meget vand. Det betyder, at du kan lufte hurtigere og mere effektivt ud end i sommermånederne, forklarer Lars Gunnarsen.

    Fristes du til at bruge brændeovn og stearinlys som supplement til opvarmningen, så er det ekstra vigtigt at lufte ud. De fine partikler, som bliver udledt ved den slags aktivitet, kan nemlig irritere vores slimhinder i både øjne, næse og lunger, hvilket kan givei høfeber- og astmasymptomer.

    Astma-Allergi Danmarks hjemmeside kan du finde flere gode råd til, hvordan du skaber et godt og sundt indeklima.

    Du kan også kontakte Astma-Allergi Danmarks Rådgivning på tlf. 43 43 42 99 mandag til fredag 9-12 samt onsdag 16-18.

    Kontakt:

    For yderligere information, kontakt:
    Andreas Westergaard, kommunikationschef, tlf.: 53 59 32 80

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lavere-indendors-temperaturer-kan-give-allergikere-sved-pa-panden?releaseId=13661142

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **