PRM / Nu kommer mørket: Husk D-vitamin hver dag

    Pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen

    Selvom den sidste tan line fra sommerens solbadning stadig svagt markerer overgangen mellem t-shirt og bar arm, så tag ikke fejl: Det er lige nu, din krop begynder at tære på det lager af D-vitamin, du har oparbejdet gennem sommeren.

    I vinterhalvåret dannes der ikke D-vitamin i huden på vores breddegrader, og derfor anbefaler Fødevarestyresen, at alle fra 4 år tager et tilskud af D-vitamin fra begyndelsen af oktober til og med april.

    Anbefalingen kom i 2020, da en undersøgelse foretaget af Kræftens Bekæmpelse viste, at knap hver 5. dansker, der ikke tager vitamintilskud, har D-vitaminmangel om foråret, når sommerens overskud er brugt op. Vitaminet er særdeles vigtigt for at kroppen kan optage calcium i tarmene. Derfor kan mangel på D-vitamin svække knogler og muskler.

    – Anbefalingen er relativt ny, og derfor vil vi gerne minde danskerne om, at de skal huske at tage et tilskud af D-vitamin, fortæller enhedschef i Fødevarestyrelsen Anne Pøhl.

    Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen anbefaler, at forældre giver D-vitamin til deres små børn hele året, indtil barnet fylder 4 år.


    Fakta

    Anbefaling om D-vitamintilskud til voksne og børn fra 4 år:

    Fødevarestyrelsen anbefaler, at alle voksne og børn fra 4 år tager et kosttilskud med 5-10 microgram vitamin D i vinterhalvåret (fra begyndelsen af oktober til og med april).

    Anbefaling om D-vitamintilskud til spæd- og småbørn under 4 år:


    Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen anbefaler at give spæd- og småbørn et forebyggende D-vitamintilskud på 10 microgram dagligt hele året, fra 2 uger og indtil 4 år. Hvis forældrene giver barnet en børnevitaminpille skal barnet ikke samtidig have D-vitamin tilskud.

    Anbefalinger om D-vitamintilskud til særlige befolkningsgrupper:

    10 microgram D-vitamin dagligt hele året anbefales til:

    · Gravide

    · Børn og voksne med mørk hud

    · Børn og voksne som bærer en tildækkende påklædning om sommeren

    · Personer, som ikke kommer udendørs til daglig, eller som undgår sollys

    20 microgram D-vitamin dagligt kombineret med 800-1000 mg calcium hele året anbefales til:

    · Personer over 70 år

    · Personer i plejebolig og hjemmepleje, uanset alder

    · Personer i øget risiko for knogleskørhed, uanset alder

    Læs mere om de nye anbefalinger på altomkost.dk

    Journalister kan få yderligere oplysninger på Fødevarestyrelsens pressetelefon, 2284 4834.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nu-kommer-morket-husk-d-vitamin-hver-dag?releaseId=13661169

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **