Pressemeddelelse fra Danmarks Statistik
Hvis alle data om samfundet samles ét sted, bliver det nemmere at bruge og kombinere dem og derigennem skabe ny viden til gavn for hele samfundet. Det er kongstanken bag Danmarks Datavindue, som Danmarks Statistik i dag har åbnet for forskere, analytikere og myndigheder – alle, der arbejder med data i godkendte datamiljøer.
Danmark er blandt de lande, der har de bedste data, fordi vores data dækker alle danskere og danske virksomheder og er indsamlet over mange årtier. Det giver os helt unikke muligheder for at blive klogere på vores samfund.
Danmarks Statistik har i forvejen en stærk tradition for at stille kvalitetssikrede og dokumenterede data til rådighed for forskning, analyse, statistik og styring.
“Nu bygger vi videre på den tradition og åbner Danmarks Datavindue, hvor man gennem én indgang nemt og sikkert kan bruge, kombinere og analysere data til forskellige behov. Ud fra vores kendskab er det den første af den slags løsninger i verden,” siger rigsstatistiker Birgitte Anker fra Danmarks Statistik.
På sigt: Alle samfundsdata samlet ét sted
Med dagens åbning for alle autoriserede brugere er der nu mulighed for at arbejde med data fra 400 registre inden for eksempelvis erhverv, uddannelse, sundhed og indkomst. Men udviklingen af Danmarks Datavindue fortsætter, for visionen for datavinduet er langt mere vidtrækkende.
“Danmark er et af de mest digitaliserede samfund i verden. Det vil vi bygge videre på, så der ikke kun er adgang til Danmarks Statistiks data i Danmarks Datavindue, men adgang til alle samfundsdata. På den måde vil datavinduet kunne føre til ny, vigtig viden gennem forskning og analyse, beslutningstagere kan få flere data, som de kan styre vores samfund efter, og vi vil kunne lave ny, tværgående statistik, som kommer alle i Danmark til gavn,” siger rigsstatistiker Birgitte Anker.
Hensigten er, at Danmarks Statistik stiller datavinduet til rådighed for alle myndigheder, men de respektive myndigheder fortsætter med at være dataansvarlige.
Sikkerhed i top
Udover at Danmarks Datavindue er nemt, hurtigt og fleksibelt, er det tilmed en meget sikker løsning, fordi al databehandling foregår i ét sikkert, lukket miljø.
“Danmarks Datavindue vil blive en af verdens mest effektive og sikre løsninger til adgang og brug af eksisterende og nye datakilder. Sikkerheden har vores højeste prioritet og de data, som forskere og analytikere har mulighed for at tilgå, vil kunne tilgås i pseudonymiseret form”, siger rigsstatistiker Birgitte Anker.
Kontakt:
Er du journalist og har spørgsmål til Danmarks Datavindue, er du velkommen til at kontakte pressechef Majken Lenskjold på tlf. 22 42 07 48 eller mle@dst.dk.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmarks-datavindue-skaber-grobund-for-ny-viden-om-samfundet?releaseId=13661127
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **