PRM / Lær at forsvare dig mod naturens onde kræfter på Færgegården

    Pressemeddelelse fra ROMU

    Efterårsferien er ikke et øjeblik for sent, hvis man vil være rustet til Allehelgen. Det er den aften på året, hvor de mørke kræfter rører på sig og går på rov blandt os dødelige. Traditionen tro kommer Frederikssund Museum, Færgegården, til undsætning, når både store og små gæster i efterårsferien kan lære, hvordan man bedst tager kampen op og beskytter sig mod de onde kræfter.

    En gys og gru-ekspert vil give tips og tricks til, hvordan man afværger farerne. Hvad gør man for eksempel, når de døde rejser sig fra deres grave, når Ellefolket går på jagt efter fanger i den mørke skov, eller når Åmanden venter på at tage sit næste drukneoffer?

    De nysgerrige og modige besøgende vil blive sendt på en mission, hvor udfordringer og opgaver skal løses som en del af træningen. På turen, som foregår i museets have, skeles der til historiebøgerne for at se, hvordan man historisk har værnet sig mod de overnaturlige farer – og selvfølgelig skal alle gæster, store som små, selv prøve, om det virker.

    Ikke kun for sjov

    Selv om det måske mest er for sjov, så var det engang dødeligt alvor. Alle tips og tricks til at forsvare sig selv er hentet fra 16- og 1700-tallets skikke og folketro, fortæller Maja Kvamm, der er projektmedarbejder på Frederikssund Museum, Færgegården:

    “Det her med de onde kræfter har været noget, som folk rent faktisk troede på: At naturen var befolket med både hjælpsomme og onde væsner. Væsner, som man skulle holde sig gode venner med – eller værne sig mod. Det var ikke bare én dag, men hele året, at man skulle passe på. Og det har været almen praksis, som man kan finde beskrevet i historiske kilder og gamle ritualer.”

    Hver dag kl. 11, 12 og 13 begynder en ny mission tur rundt i museumshaven med en ekspert i gys og gru. Turen tager omkring en time til halvanden. Og har man fået blod på tanden, kan man opleve turen én gang til, og denne gang i mørke, den 31. oktober. I år vil Færgegården nemlig udvide arrangementet, så man også på Allehelgensaften kan tage kampen op mod det overnaturlige. Her er der kl. 17 planlagt en skumringstur, hvor de mindre børn og deres familier har mulighed for at være med, og kl. 19.30 kan de lidt større børn teste deres mod i mørket omkring Færgegården.

    Tid, pris og sted

    17.-21. oktober, alle dage kl. 11, 12 og 13. Hver tur varer ca. halvanden time.

    Entré: Børn 0-18 år: Gratis, voksne: 50 kr. (+ billetgebyr)
    Billetter købes via billetto.dk

    Frederikssund Museum Færgegården, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris

    Kontakt:

    Maja Kvamm email: majakv@romu.dk

    Redaktør Stine Blegvad email: stinebleg@romu.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/laer-at-forsvare-dig-mod-naturens-onde-kraefter-pa-faergegarden?releaseId=13661060

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **