PRM / Esbjergs frivillige modtog fornemme priser til Frivillig Fredag

    Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune

    150 frivillige fra Esbjerg Kommunes mange sociale foreninger deltog fredag eftermiddag i Frivillig Fredag på rådhuset. Her var de inviteret med til fest for at hylde deres store frivillige arbejde og selvfølgelig for at få udløst spændingen omkring, hvem der i år har vundet Esbjerg Kommunes tre Frivillighedspriser.

    Førsteprisen og de 10.000 kroner gik til Dansk Flygtningehjælp – Frivilliggruppen Ribefor deres store arbejde for at hjælpe og integrere de ukrainske flygtninge i lokalområdet.

    Andenprisen og de 5.000 kroner gik i år til Blå Kors Familienetværk i Jakobskirken, for deres store arbejde med at skabe et familiært netværk for socialt udsatte familier i Esbjerg Kommune.

    Tredjepladsen og 2.500 kroner gik til Juletræsforeningen for socialt udsatte i Esbjerg Kommune, der de sidste ti år har tændt julelys i øjnene hos mange børn til den årlige juletræsfest.

    En festdag

    Det er Social & Arbejdsmarkedsudvalget, der ud fra indstillinger, vurderer hvem der skal have priserne.

    “Frivillig Fredag er en fantastisk måde, hvor vi kan hylde alle vores frivillige. Herfra skal der lyde et stort tillykke til alle vinderne og tak til alle dem, der kom. Vi håber selvfølgelig, at sådan en festlig eftermiddag kan være med til at give dem alle en saltvandsindsprøjtning til at fortsætte det gode arbejde,” siger Jakob Lykke, formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget.

    Johan Hoffmann Fondens Pris

    Høreforeningen Esbjerg Lokalafdeling løb med Johan Hoffmann Fondens pris på 15.000 kroner, for deres arbejde med at give alle, både børn og voksne med et hørehandicap, mulighed for at kommunikere og deltage i samfundet på lige fod med alle andre.

    Johan Hoffmann Fondens Pris går hvert år til en handicapforening, der arbejder for at gøre hverdagen bedre for handicappede her i kommunen.

    FAKTA

    FRIVILLIG FREDAG

    • Frivillig Fredag er hele Danmarks festdag, hvor vi hylder alle de fantastiske frivillige på tværs af landet. Frivillig Fredag holdes altid den sidste fredag i september.
    • Hver Frivillig Fredag har et tema i 2022 er temaet: Fælles Fremtid Lokalt.
    • Derfor brugte Social & Arbejdsmarkedsudvalg også dagen til at få alle de frivilliges hjælp til at komme med inputs til en ny fælles strategi for det frivillige, sociale arbejde i Esbjerg Kommune.

    Kontakt:

    Jakob Lykke, formand Social & Arbejdsmarkedsudvalget, mail: jakly@esbjerg.dk, mobil: 2042 2649

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/esbjergs-frivillige-modtog-fornemme-priser-til-frivillig-fredag?releaseId=13661018

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **