Pressemeddelelse fra De Danske Bilimportører
September bød på 13.011 nyregistrerede personbiler, hvilket er et fald på 8,5 procent i forhold til samme måned sidste år. Sammenlignet med de øvrige måneder i 2022, har faldet i september dog været mindre. År til dato er der indregistreret 22 procent færre personbiler sammenlignet med samme tidsrum året forinden.
Økonomien er præget af stor usikkerhed, og bilmarkedet er ingen undtagelse. Men på trods af høj inflation og lavere forbrugertillid, er der fortsat stor efterspørgsel på nye biler. Dette kombineret med kortere leveringstider, giver derfor grund til at se håbefuldt på de næste par måneder hvad angår nyregistreringerne.
“Vi er nu i sidste kvartal af 2022 og kan se tilbage på et år der har været præget af mange udfordringer for bilindustrien. Det begynder dog at lysne for leverancerne, og vi håber derfor på en god slutspurt for 2022” siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører.
Elbiler vinder over plugin.
I september 2022 er der nyregistreret 3.007 elbiler og 2.201 plug-in hybridbiler, hvilket betyder, at de opladelige biler har udgjort 40 procent af registreringerne. Elbilerne overgår således igen plugin-hybridbilerne, hvilket skyldes et større udbud af elbiler samt at afgifterne på plugin-hybridbilerne stiger.
“Den seneste udvikling i salget af de opladelige biler har været forventelig som følge af afgiftsaftalen fra december 2020. Særligt her i slutningen af året, er der et stort incitament til at anskaffe sig en opladelig bil inden afgifterne stiger til nytår” siger Mads Rørvig.
Pressefoto
Kildeangivelse
Gengivelse af pressemeddelelsens tekstindhold bedes kildeangivet: De Danske Bilimportører
Gengivelse af tal og statistikker bedes kildeangivet: Bilstatistik.dk
Kontakt:
Adm. direktør Mads Rørvig tlf.: 30 16 10 04 email: mr@bilimp.dk
De Danske Bilimportører
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bilsalg-i-bedring?releaseId=13660549
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **