Pressemeddelelse fra Fredensborg Kommune
Tørke og oversvømmelser som følge af stigende havvand, stormflod, stigende grundvand og kraftig nedbør vil i stigende grad ramme borgere og virksomheder i Fredensborg Kommune. Den udvikling kræver, at vi løbende tilpasser os til klimaforandringerne, og derfor har byrådet netop vedtaget en klimahandlingsplan:
“Udviklingen er alvorlig, og vi har behov for en lang række konkrete initiativer, så det ekstreme vejr håndteres klogt og vi undgår, at store værdier går tabt. Derudover er det vigtigt, at vi understøtter borgerne med viden om risikoen og mulige forholdsregler”, siger Hanne Berg, formand for Udvalget for Natur-, Miljø- og Bæredygtig Udvikling.
Klimatilpasningsplan 2022 er udarbejdet i samarbejde med Fredensborg Forsyning og bygger på de mange initiativer, som kommunen og Fredensborg Forsyning allerede har gennemført.
Som noget nyt er klimahandlingsplanen inddelt i vejrfænomener. Den beskriver risici i Fredensborg Kommune på de enkelte områder, og hvilke konkrete indsatser kommunen har vedtaget at gennemføre til og med 2026. Ligeledes nyt er at planen også omhandler tørke og hedebølge.
Planen omfatter dermed:
- Stormflod og erosion
- Stigende grundvand
- Kraftig regn
- Oversvømmelse langs vandløb
- Tørke og hedebølge
Med til planen hører digitale kort, som viser risikoen fordelt geografisk. Dermed kan borgerne selv finde deres adresse og se, hvilke vejrfænomener og indsatser der gælder for deres område.
Klimatilpasningsplanen er en del af kommunens nye overordnede klimaplan, der er udviklet i forbindelse med kommunens deltagelse i projektet DK2020 – Klimaplaner for hele Danmark.
Nyttige links
Kommunens klimatilpasningsplan:
Sådan sikrer du din ejendom:
Kontakt:
Udvalgsformand Hanne Berg (F) tlf. 50 83 63 44
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/plan-for-tilpasning-til-ekstremt-vejr-vedtaget?releaseId=13660509
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **