PRM / Copenhagen Capacity skal sikre kompetencer til et grønt Danmark

    Pressemeddelelse fra Copenhagen Capacity

    Projektet “Kompetencer til et grønt Danmark”, der løber over de næste tre år, skal sikre, at virksomheder i Danmark har adgang til de nødvendige kvalificerede medarbejdere – både fra Danmark og udlandet – for at gennemføre den grønne omstilling. Projektet er støttet med 41 millioner kroner af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelsek.

    – Den grønne omstilling er en af vor tids største og vigtigste udfordringer. Med klimaloven har vi fået konkrete mål for vores omstilling. Men det når vi kun, hvis virksomhederne i Danmark kan tiltrække de bedste folk, og der er rift om dem på det internationale arbejdsmarked. Det har vi mange års erfaring med i Copenhagen Capacity, og vi glæder os ligeså til at uddanne virksomhederne til at kunne tiltrække og modtage de dygtige medarbejdere fra hele verden, udtaler Asbjørn Overgaard, adm. direktør i Copenhagen Capacity.

    Til projektet “Kompetencer til et grønt Danmark” bygger Copenhagen Capacity videre på det brede nationale partnerskab, som startede under Talent til Danmark-projektet. Partnerskabet består af 37 partnere, heriblandt Business Regions, klynger, universiteter og erhvervshuse. Dette sikrer det brede samarbejde, der kan yde den bedste rådgivning til virksomheder, som har brug for hjælp til at tiltrække og modtage kvalificeret arbejdskraft i hele Danmark. I løbet af de tre år, som projektet varer, forventes ca. 1900 internationale medarbejdere og 152 virksomheder at deltage i projektet.

    Om projektet

    Projektet “Kompetencer til et grønt Danmark” vil hjælpe danske virksomheder med at få tilført nye efterspurgte kompetencer for at sikre deres fortsatte vækst og Danmarks grønne omstilling. Gennem tre hovedaktiviteter vil projektet skabe en samlet national indgang til kvalificeret arbejdskraft. De tre hovedaktiviteter er: 1) Tilknytning af velkvalificeret arbejdskraft, der allerede er i Danmark (ledige akademikere og seniorer samt udenlandske studerende), 2) Tiltrækning af velkvalificeret arbejdskraft direkte fra udlandet, samt 3) Kompetenceudvikling der styrker SMV’er i tiltrækning og onboarding af velkvalificeret arbejdskraft. I alt igangsættes 12 aktiviteter fordelt på de tre hovedaktiviteter, som arbejder med både at modne virksomhederne og tiltrække/tilknytte velkvalificeret arbejdskraft til den grønne omstilling.

    Kontakt:

    Presse- og kommunikationsansvarlig Mikkel Lauritzen email: mla@copcap.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/copenhagen-capacity-skal-sikre-kompetencer-til-et-gront-danmark?releaseId=13660483

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **