PRM / Streamere og youtubere samler ind til udsatte børn i stor Røde Kors-kampagne

    Pressemeddelelse fra Røde Kors

    Fra den 25. september til den 2. oktober vil man på Twitch og YouTube kunne donere penge til Røde Kors, når man ser med på flere danske livestreams. Den 2. oktober kulminerer kampagnen i en 8-timer lang liveudsendelse fra Fisketorvet i København.

    Indsamlingen sætter fokus på udsatte børnefamilier i Danmark, så Røde Kors kan hjælpe flere familier, der kæmper med økonomien, sygdom eller andre svære livssituationer, der rammer børnene hårdt.

    Streamingeventet bliver afholdt med blandt andre Jesper “Quintin” Moe og Twitch-personligheden Marie Watson som vært. Marie Watson har selv haft en barndom præget af sygdom, angst og ensomhed. Hun mener, at gaming kan have stor betydning for børn og unge, der har det hårdt.

    – Gaming gør fællesskaber tilgængelige for børn og unge, som måske føler sig udenfor, eller som har det svært derhjemme eller i skolen. Jeg synes, det er fedt, at der kommer fokus på, at internettet også kan være et sted, hvor folk kan finde fællesskaber samtidigt med, at vi samler ind, fortæller hun.

    En gentaget succes

    Det er tredje år i træk, at danske streamere og youtubere samler ind for Røde Kors. Sidste år blev der samlet over 350.000 kroner ind, da nødhjælpsorganisationen sendte live på twitch.tv/RedCrossDK.

    Et fokus på gaming afspejler Røde Kors’ interesse i at følge tiderne og møde danskerne der, hvor de er. Røde Kors prøver konstant at udvikle den måde, man engagerer befolkningen i organisationens nationale og internationale hjælpearbejde. Det er #GamingForUdsatteBørn blandt andre et forsøg på – og det plejer at være en succes:

    – Vi kan virkelig mærke et stærkt engagement hos alle, og der er en stor villighed til at gøre en forskel. Vi er glade for, at så mange streamere, youtubere og virksomheder bakker op om indsamlingen igen i år, fortæller Mette Pind Jørum, kampagneleder for #GamingForUdsatteBørn.

    Kampagnen sker i forbindelse med Røde Kors’ årlige landsindsamling, der også finder sted d. 2. oktober. Pengene går blandt andet til udsatte børnefamilier, og internationalt går pengene til krigs- og katastroferamte børn fra Ukraine, Yemen og Afghanistan.

    Røde Kors’ livestream starter søndag d. 2. oktober kl. 12
    på twitch.tv/RedCrossDK. Hovedsponsorne er Acer Predetor og Fisketorvet.

    Til info

    Hvis du er journalist og vil tale med Marie Watson eller Mette Pind Jørum i forbindelse med #GamingForUdsatteBørn, er Røde Kors’ pressetelefon er tilgængelig på 3529 9699.

    Kontakt:

    For henvendelser kontakt Røde Kors’ pressetelefon:

    3529 9699
    Røde Kors.dk/presse

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/streamere-og-youtubere-samler-ind-til-udsatte-born-i-stor-rode-kors-kampagne?releaseId=13660218

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **