PRM / Dumt og dyrt at genoptage minkavl

    Pressemeddelelse fra World Animal Protection Danmark

    “Partierne bag tilladelsen pålægger samfundet store byrder, når de giver tilladelse til genoplivning af minkavl i Danmark,” siger Esben Sloth, kampagnechef i World Animal Protection DK.

    “I forvejen kommer borgerne til at betale mere end 19 milliarder i erstatning, for at få nedlagt et erhverv, der er dybt skadeligt for dyrene, naturen og klimaet, og som stadig kan udgøre en potentiel risiko for folkesundheden,” siger Sloth.

    “Det er helt uacceptabelt, at genoplive et erhverv, der mishandler vilde dyr i små bure, udelukkende med det formål at producere pels, og det har mange danskere allerede indset,” siger kampagnechefen med reference til den bølge af modstand mod pelsavl, der har rejst sig de seneste år.

    “Folk ude i virkeligheden har allerede indset, at pels er passé, og ikke hører hjemme i et oplyst moderne samfund, hvor dyrevelfærd samt miljø- og klimahensyn står højt på vælgernes dagsorden,” siger Esben Sloth.

    Den seneste meningsmåling fra YouGov, viser således, at 62 procent af danskerne mener, at modebranchen helt skal droppe brugen af pels, mens kun 19 procent synes, det er en god idé at fortsætte.

    En lang række designere i modebranchen har allerede droppet al design med pels, og hver måned kommer flere til.
    Samtidig forbyder flere af de internationale modeuger pels på catwalken, og helt sensationelt droppede det internationale modemagasin, Elle, al omtale af pels i samtlige magasiner verden over fra 2022 med den begrundelse, at ‘pels er gammeldags’.

    “Hverken etisk, sundhedsmæssigt eller økonomisk er der nogen gode argumenter for pelsavl.
    Der ud over tyder meget på, at EU alligevel forbyder pelsavl inden for få år, så også af den grund vil det være formålsløst, at genstarte branchen. Det ville jo være absurd, at samfundet kunne risikere, at blive mødt med krav om erstatning endnu en gang.
    I stedet bør vi kigge fremad og få minkavlerne i gang med en fornuftig produktion, der peger i en helt anden retning, som gavner både dyrene, naturen og samfundet,” siger Esben Sloth fra World Animal Protection.

    Kontakt:

    Presseansvarlig Kenan Seeberg tlf.: +45 21731722 email: kenanseeberg@worldanimalprotection.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dumt-og-dyrt-at-genoptage-minkavl?releaseId=13657941

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **